radioaktive lægemidler | lex.dk

Radioaktive lægemidler er lægemidler, der anvendes inden for nuklearmedicin til undersøgelse (diagnostik) og behandling (terapi) af patienter. Ved diagnostik benyttes radioaktiviteten til at følge stoffet i kroppen, idet det udnyttes, at radioaktivitet kan måles i meget små mængder. Ved terapi udnyttes strålingens skadelige virkning til fx at bestråle en kræftsvulst indefra.

Faktaboks

Etymologi: Ordet radioaktiv kommer af latin radius 'stråle' og activus 'virksom', af agere 'handle'.

Til radioaktive lægemidler benyttes radioaktive isotoper af grundstoffer. Lægemidlet kan bestå af isotopen selv, eller isotopen kan indgå som del af et større molekyle. Der benyttes normalt isotoper med kort halveringstid, timer eller dage.

Undersøgelser (diagnostik)

Radioaktive sporstoffer (tracere) kan bruges til at undersøge fysiologiske og patofysiologiske processer i kroppen. Herved kan organers og organsystemers funktionstilstand vurderes. Der benyttes normalt stoffer, som udsender gammastråling, fordi gammastråling kan trænge gennem kroppens væv, ligesom røntgenstråling kan.

Det radioaktive lægemiddel injiceres i en vene, og får tid til at fordele sig i kroppen. Herefter kan laves billedoptagelse af sporstoffets fordeling i kroppen. Til nogle nyrefunktionsundersøgelser tages ikke billeder, men måles blot på sporstoffets koncentration i blodet.

Hvis sporstoffet udsender gammastråling, kan billedet optages med et gammakamera, enten som fladt billede (scintigrafi) eller som 3D-billede (SPECT-scanning). Hvis sporstoffet udsender positroner, kan billedoptagelse ske som PET-scanning.

Undersøgelser med gammakamera

Til scintigrafi og SPECT-scanning bruges især technetium-isotopen technetium-99m (^99mTc), som indgår i en lang række af de radioaktive lægemidler.

Til undersøgelse af fx skjoldbruskkirtlens funktion indgives technetium i form af et salt (natriumpertechnetat) i en blodåre. En halv time efter foretages billedoptagelsen.

Ved mistanke om blodprop i lungen (lungeemboli) indgives ganske små albuminkugler mærket med technetium. De opfanges i de lidt større blodkapillærer (prækapillærer) i lungerne, og lungescintigrafien kan derved vise, om der er områder i lungen, der ikke forsynes med blod, hvilket kan skyldes en blodprop.

Andre technetiumforbindelser anvendes til knoglescintigrafi, hvorved knoglelidelser, fx knoglekræft, kan påvises. Atter andre kan bruges til nyrefunktionsundersøgelser, fx til renografi.

Undersøgelser med PET-scanner

Til PET-scanning bruges især fluor-isotopen fluor-18 (¹⁸F). Når ¹⁸F henfalder, udsendes såkaldte positroner (positive elektroner, anti-elektroner). Når en positron møder en elektron, omdannes partiklerne til to gammastråler. Det er disse parvise gammastråler, PET-scanneren måler.

PET-scanning bruges ofte til undersøgelse for kræft. Kræftceller deler sig hyppigt, hvilket kræver energi, og derfor har mange typer kræft et højt optag af (energiholdigt) sukker. Sukkeroptagets fordeling i kroppen, kan undersøges med sporstoffet [¹⁸F]FDG, et sukkerlignende sporstof, som kan måles af PET-scanneren.

Stråledosis fra diagnostik

Stråledosis fra de radioaktive lægemidler i nuklearmedicinske undersøgelser svarer typisk til stråledosis fra en røntgenundersøgelse.

Behandling (terapi)

Ved behandling med radioaktive lægemidler er formålet at levere en høj stråledosis på rette sted, og så lav stråledosis som muligt til resten af kroppen. Derfor benyttes stoffer, som udsender kortrækkende stråling som betastråling eller alfastråling.

Disse radioaktive lægemidler gives som regel i en blodåre eller indtages gennem munden, men har også været indgivet på anden måde, fx som en opløsning, der indsprøjtes i en ledhule til behandling af gigt.

Hyppigst anvendt er radioaktivt jod-131 (¹³¹I) som bruges til behandling af visse skjoldbruskkirtelsygdomme og til behandling af metastaser fra kræft, der stammer fra skjoldbruskkirtlen. Jod-131 udsender både beta- og gammastråling, halveringstiden er otte døgn. Betastrålingen giver en stor lokal stråledosis. Gammastrålingen gør, at det også er muligt at afbilde stoffets optag, men giver også en bestråling til patientens nærmeste omgivelser. Afhængigt af aktiviteten af jod-131 kan der derfor være restriktioner på tæt samvær i nogle dage efter behandlingen.

Andre radioaktive isotoper og lægemidler bruges til behandling af blodsygdomme, fx polycytæmi, binyresygdomme, fx fæokromocytom, og knoglesmerter på grund af knoglekræft.

Radioaktive isotoper bundet til antistoffer mod kræftceller er også i brug til behandling af visse kræftsvulster. Resultaterne er varierende.

Stofmængder

Til både diagnostik og terapi gælder det, at den kemiske stofmængde af de radioaktive isotoper, der anvendes som lægemidler, er forsvindende lille. Allergiske reaktioner ses derfor yderst sjældent. Således kan jodisotoper også anvendes til patienter, der er overfølsomme over for jod.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Nuklearmedicinsk fysik

Lars Jødal

nuklearmedicinsk hospitalsfysiker, ph.d., Aalborg Universitetshospital