Shigella

Slægten omfatter fire arter (species): S. dysenteriae, S. flexneri, S. boydii og S. sonnei. Sidstnævnte er opkaldt efter den danske læge, professor Carl Olaf Sonne (1882-1948), som skrev doktordisputats herom i 1914. De fire Shigella-species kan inddeles i næsten 40 forskellige serotyper baseret på O-antigenerne (lipopolysakkarid).

Shigella dysenteriae kaldes også for Shigas bacillus, og den forårsager klassisk tropisk dysenteri, som er mere alvorlig, og oftere giver blodforgiftning (sepsis), end de andre Shigella-arter. Det skyldes, at S. dysenteriae producerer et eksotoksin (shigatoksinet eller verotoksinet), som beskadiger tarmens celler, andre celler og nerveceller. Det virker toksisk ved at standse cellernes proteinsyntese i ribosomerne, så cellerne dør. Det samme toksin produceres af VTEC-typerne af Eschericia coli. Shigella-arterne er meget smitsomme og overføres ved den såkaldte fæcale-orale vej, det vil sige gennem fødevarer eller drikke, der indtages og er forurenet med menneskeafføring. Der skal mindre end 100 bakterier til at overføre sygdommen til mennesker, hvilket er en meget mindre infektionsdosis end for de fleste andre bakterier. Dysenteri er kendetegnet ved hyppige, slimede og blodige afføringer, men toksinet giver også sværere almene symptomer og 10-20 % dødelighed, hvis det er ubehandlet.

S. flexneri giver også blodig, slimet diarré, men er ikke så alvorlig som S. dysenteriae. S. boydii og S. sonnei giver mindre alvorlige tarminfektioner.

Diagnosen mistænkes ved blodig, slimet diarré og stilles ved dyrkning af fæces eller ved påvisning af bakteriernes DNA i fæces ved PCR-teknik. Behandlingen er antibiotika, herunder ciprofloxacin, ceftriaxon eller azithromycin, foruden erstatning af væske- og salttabet fra tarmen på grund af diarréen. Forebyggelse er varmebehandling af drikke og fødevarer. Der findes ikke effektive vacciner.

• diarré
• bakterier
• E. coli