serotype

Flageller er trådlignende strukturer, som bakterier bruger til at bevæge sig med. H-antigenet finder man på flagellerne. H-antigener i flageller fra forskellige isolator af samme bakterieart er bygget op af forskellige proteiner og kan derfor udnyttes til serotypebestemmelse.

Den ydre membran i de gramnegative bakterier består af lange polysakkaridmolekyler hæftet ved hjælp af en kernedel (core) sammen med fedtstofkæder, som kaldes lipid A og disse fedtstofkæder er en del af den ydre membran. Molekylerne hedder derfor lipopolysakkarider, og den yderste del af disse, som sidder uden på membranen er O-antigenet. O-antigenet er polysakkariddelen, der består af en lang kæde af ens repeterende oligosakkarider, der hver består af 4-5 monosakkarider, som bestemmer oligosakkaridets antigene egenskab.

I et specifikt O-antigen er oligosakkariderne i den lange kæde de samme 4-5 monosakkarider, som repeteres i kæden. I forskellige O-antigener har oligosakkariderne forskellig sammensætning af de 4-5 monosakkarider. Monosakkariderne kan fx være glukose, fruktose, galaktose, mannose og rhamnose. Blot én af monosakkariderne skal ændres for at få en ny serotype. Derfor kan O-antigenerne udnyttes til serotypebestemmelse.

Dette er antigener i polysakkaridkapslen, der findes uden på cellevæggen af nogle bakterier fx pneumokokker og Salmonella. Kapslen har flere funktioner; den gør, at bakterierne lettere kan sætte sig fast på slimhindernes overflader og den kan beskytte mod leukocytternes forsøg på fagocytose.

En del bakterier har små hårlignende udvækster bestående af proteiner. De gør, at bakterierne kan hæfte sig til overflader i værtens slimhinder.

Salmonella, Escherichia coli, Vibrio cholerae, Streptococcus pneumoniae og Streptococcus pyogenes gruppe A er eksempler på bakterier med flere serotyper, som kan forårsage sygdom. Der er fx ca. 2500 kendte serotyper af salmonellabakterier. De klassificeres på baggrund af H, O og K-antigener. Sidstnævnte kaldes også Vi-antigener (virulens), da de gør bakterierne mere invasive, så de forårsager alvorligere sygdom.

For at bestemme hvilken serotype en bakterie, svamp eller virus har, kan man undersøge antigenerne. Dette kan gøres ved at bruge immunologiske metoder som agglutination og immunofluorescens. Antistoffer mod de forskellige serotypers antigener fremstilles ved vaccination (immunisering) af kaniner med de pågældende antigener. Derefter tappes blod fra kaninerne, der har produceret antistofferne og de bruges så til fx agglutination af bakterierne og dermed til serotypebestemmelse af mikroorganismerne. For at forstørre klumperne i agglutinationsreaktionen, kan man binde antistofferne til farvede partikler lavet af fx latex, så agglutinationens klumper af bakterierne bliver større og mere tydelige.

Man kan også bruge metoder, hvor antistofferne mærkes med lysende (fluorescerende) farvestoffer, så sammenklumpning eller blot binding af antistofferne til overfladen af mikroorganismerne kan ses i et mikroskop.

Immunologisk serotyping bliver i stigende grad erstattet af molekylære analyser. Ved brug af molekylære metoder kan man bestemme serotype ved at undersøge de gener, der koder for antigenerne. Det baseres ofte på brug af polymerase-kædereaktionen, hvor dele af DNA eller RNA (ved RNA-virus som influenzavirus) kopieres i større mængder og derefter kan typen påvises. I det danske referencelaboratorium på Statens Serum Institut anvendes molekylærmetoderne fx til at bestemme pneumokokkers kapselserotype. Molekylær serotypebestemmelse bruges også til at undersøge fx fødemiddelbårne sygdomsudbrud for at finde kilden til smitten af fx sygdomsfremkaldende serotyper af Escherichia coli og Salmonella.