Lungeemboli er en blodprop (emboli), som er ført med veneblodet fra hjertet til lungekredsløbet. Lungekredsløbet fører blod fra højre hjertehalvdel til det store kapillærnet i lungerne.
lungeemboli
Årsager til lungeemboli
Over 90 procent af blodpropper, der sætter sig fast i lungekredsløbet, stammer fra blodpropper, der er dannet i venerne. Det er især blodpropper, der er dannet i de store vener i benene eller i bækkenet, en såkaldt dyb venøs trombose (DVT), der er årsag til lungeembolier.
Faktorer, der disponerer for blodpropper i de store vener, er derfor også faktorer, der disponerer for en lungeemboli. Disse faktorer kan være skader på underbenene, operative indgreb, langvarig immobilitet, lange flyveture, graviditet/fødsel, kræftsygdomme, alvorlige infektionssygdomme, overvægt og brug af p-piller.
Patienter der har haft en DVT eller en lungeemboli tidligere, er også disponeret for nye blodpropper
Arvelige faktorer
Endvidere kan der være arvelige faktorer, der disponere for blodpropper i venerne. Det kan være for lave koncentrationer af koagulationshæmmere i blodet, eller ændringer i koaguleringsfaktorer, der medfører øget tendens til blodpropdannelse.
Symptomer
Når en blodprop er dannet i en vene, fx i benet, kan hele blodproppen eller en del af den løsne sig fra venevæggen, og føres med blodstrømmen gennem højre hjertehalvdel og ud i lungekredsløbet. Blodårerne i lungekredsløbet aftager i diameter, og derfor vil blodpropperne sætte sig fast længst ude i kredsløbet, afhængig af størrelsen på blodproppen. En stor blodprop ender i de store lungevener, hvilket medfører et stop i cirkulationen i det område af lungen, som disse blodårer forsyner.
Ved en lungeemboli kan patienterne mærke smerter i brystet og åndenød. Nogle oplever hoste med blodigt opspyt, feber, eller de besvimer. Hvis en større del af kredsløbet blokeres med en stor blodprop, er der risiko for at patienten kan dø.
Diagnosen lungeemboli
Det kan være svært at stille diagnosen lungeemboli. Symptomerne kan forveksles med andre tilstande som blodprop i hjertet (hjerteinfarkt), lungebetændelse, astma, sammenfald af lungen (pneumothorax) og smerter i brystkassens muskler og skelet. Ved undersøgelse findes sædvanligvis nedsat iltindhold i blodet. Hverken elektrokardiogram (EKG) eller røntgenbillede af lungerne kan påvise en lungeemboli, men kan derimod bruges til at påvise de andre tilstande, der er nævnte ovenfor – dog ikke astma.
Blodprøver
Der kan tages forskellige blodprøver i forbindele med diagnostikken af en lungeemboli.
D-dimer
Blodprøve med påvisning af et stof kaldet D-dimer, anvendes ved mistanke om lungeemboli. D-dimer er et nedbrydningsprodukt fra fibrinolysen, som er en del af koagulationssystemets balance mellem dannelse og opløsning af blodpropper. D-dimer vil være forhøjet ved tilstande med blodpropdannelse såsom venøse embolier. Manglende fund af D-dimer indikerer derfor, at en lungemboli ikke er tilstede. Problemet med denne blodprøve er, at den udover at være forhøjet ved en lungeemboli, også er forhøjet ved akutte infektioner. Hvis den er lav, er der en meget lille sandsynlighed for, at der er tale om en lungeemboli. Blodprøven kan derfor anvendes til at afvise en lungeemboli, men ikke til at diagnosticere en.
A-gas
Blodprøve med måling af indholdet af bl.a. ilt i arterieblodet (a-gas) kan vise klassiske tegn på en lungeemboli, idet iltindholdet vil være nedsat grundet blokering af lungekredsløbet. Hvis det lave iltindhold er tilstede, samtidig med lavt indhold af kuldioxid, som opstår grundet hyperventilation og åndenød, kan det tyde på en lungeemboli.
CT-scanning
Den endelige diagnose stilles ved hjælp af computertomografi (CT-scanning), der foretages med injektion af kontrastvæske i blodet. CT-scanning er den mest brugte form for billeddiagnostik i forbindelse med en lungeemboli.
Hvis der efter undersøgelserne fortsat er tvivl om diagnosen, kan der foretages en røntgenundersøgelse med injektion af kontrast direkte i lungekredsløbet (pulmonal angiografi).
Behandling
En lungeemboli behandles med lægemidler, der hæmmer størkningen af blodet (koagulering). Der opstartes hurtigst muligt intravenøs behandling med lægemidlet heparin (lavmolekylær), der har hurtigt indsættende, antikoagulerende virkning. Antikoagulerende tabletbehandling fortsættes efter udskrivelse. Behandlingstidens varighed vil i særlig grad afhænge af, om patienten har haft blodprop tidligere.
Der findes også medikamenter, som kan opløse blodpropperne, såkaldt trombolyse behandling. Patienter som kommer på hospitalet indenfor kort tid (timer) med påvirkning af højre ventrikel i hjertet samt blodprøver som indikerer en belastning af kredsløbet, men hvor der ikke er tegn til shock og kolaps, bliver indlagt til observation, og bliver tilbudt trombolyse ved kredsløbsproblemer.
Læs mere på lex.dk
- lunger
- respiration
- trombose
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.