CAGE er et spørgeskema, der anvendes til alkoholscreening. Spørgeskemaet er meget udbredt, især fordi det kun består af fire spørgsmål og dermed hurtigt at udfylde. Det anvendes bl.a. af praktiserende læger og på hospitaler. CAGE-C er en dansk videreudvikling af CAGE, hvor der er tilføjet to ekstra spørgsmål.

Faktaboks

Også kendt som

CAGE-C

Den oprindelige version af CAGE indeholdt kun fire spørgsmål, og navnet refererer til første bogstav i nøgleordene for hver de fire spørgsmål:

  • C - Cut back on drinking ('skære ned på alkoholforbrug')
  • A - Annoyed at criticism about drinking ('irritation over kritik for at drikke')
  • G - Guilty about drinking ('skyldfølelse over at drikke')
  • E - alcohol as an Eye-opener ('alkohol som øjenåbner')

Udviklingen af CAGE

CAGE blev udviklet af to amerikanske forskere Ewing og Rouse i 1970'erne. Formålet var at kunne screene for et skadeligt forbrug af alkohol og alkoholafhængighed.

Skemaet er beregnet til selvudfyldelse, men kan alternativt anvendes som et struktureret interview. CAGE er testet i forskellige kliniske sammenhænge, og CAGE synes at have mindre sensitivitet, men højere specificitet i forhold til AUDIT. CAGE er kun i mindre udstrækning testet på særlige grupper som unge, ældre og etniske minoriteter.

Udviklingen af en dansk version af CAGE

Det oprindelig CAGE-skema var kort og tog mindre end et minut at udfylde, men havde det problem at tidsrammen var hele livet. I Danmark er der en meget lille andel, der aldrig har drukket, og derfor en risiko for at detektere mange falsk positive resultater, hvilket vil sige mange, som har en positiv test der tyder på et alkoholproblem, men hvor der ikke er et alkoholproblem. For at råde bod på dette er der udviklet en dansk version af CAGE, kaldet CAGE-C (C for Copenhagen), hvor der blev inkluderet yderligere to spørgsmål. I CAGE-C er referenceperioden det seneste år. CAGE-C anvendes til at estimere antallet af danskere med alkoholproblemer

Spørgsmålene i CAGE-C

De første fire spørgsmål er de oprindelige spørgsmål og spørgsmål 5 og 6 er tilføjelserne i den danske version.

  1. Har du inden for det sidste år følt, at du burde nedsætte dit alkoholforbrug?
  2. Er der nogen, der inden for det sidste år har "brokket sig over, at du drikke for meget?
  3. Har du inden for det sidste år følt dig skidt tilpas eller skamfuld på grund af dine alkoholvaner?
  4. Har du inden for det sidste år jævnligt taget en genstand som det første om morgenen for at "berolige nerverne" eller blive "tømmermændene" kvit?
  5. Hvor mange dage om ugen drikke du alkohol?
  6. Drikker du alkohol på hverdage uden for måltiderne?

Besvarelse af CAGE-C

I CAGE-C defineres tegn på et problematisk alkoholforbrug ved, at der i spørgsmål 1-4 og 6 er mindst to bekræftende svar, eller alternativt ét bekræftende svar i spørgsmål 1-4 eller 6, og at der i spørgsmål 5 er svaret, at der indtages alkohol fire eller flere dage om ugen. CAGE-C er valideret i Danmark og har i en årrække indgået i de Nationale Sundhedsprofiler og på baggrund heraf er der fundet en klar sammenhæng mellem CAGE-C score og både generel dødelighed og alkoholrelateret dødelighed.

Danskernes alkoholproblemer målt med CAGE-C

På baggrund af data fra de Nationale Sundhedsprofiler er det estimeret, at antallet af personer i Danmark med tegn på moderate alkoholproblemer er steget fra 394.328 i 2010 til 401.682 i 2021. Det skyldes, at befolkningen er vokset i perioden. For gruppen med tegn på svære alkoholproblemer (CAGE-C score på 5 eller derover) er faldet fra 71.552 i 2010 til 67.093 i 2021 på trods af befolkningstilvæksten.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig