stråleskade

Ved lave til moderate stråledoser skyldes skaden først og fremmest specielle kemiske reaktioner i arvematerialet (DNA) i de bestrålede celler. Ved stort høje stråledoser kan også ioniserende skade på proteiner og andre kemiske stoffer i cellerne komme hurtigt og give livstruende organskade.

Normale celler har stor evne til at reparere DNA-skade fra lave og moderate stråleskader, men hurtigvoksende celler hos foster og i visse typer væv, fx knoglemarv, tarm, testikler, og en del kræftceller, skades lettere.

Hvis en stråleskadet celle ikke er i stand til at reparere DNA-skaden, vil den ofte gå grunde ved såkaldt programmeret celledød (apoptose) for at reducere risikoen for kræftudvikling eller genetisk skade i senere generationer (kønsceller).

Der skelnes mellem akut stråleskade og senskade. Akut stråleskade viser sig inden for timer til uger fra bestrålingen, og skyldes henfald af døde celler. Senskader skyldes langtidsvirkninger af bestrålingen, enten kroniske skader på vævet eller kræft, som kan være mange år om at udvikles.

Hud, der er blevet udsat for store stråledoser, fremviser karakteristiske forandringer, såkaldt radiodermatitis eller stråledermatitis. Hudforandringerne består af arvævs-agtig, bleg hud, eventuelt afvekslende med brune pigmenteringer. Der kan ses små udvidede kar (ikke-neoplastisk nævus), og ofte er der røde, irriterede områder med eksem (dermatitis). Der dannes ofte sår, der har svært ved at hele.

Kræft kan udvikles i den slags hudområder, og derfor bør vedvarende sårdannelser undersøges med vævsprøver (biopsi) med tanke på kræftudvikling.

Stråleskade i vævet og konsekvensen for individet afhænger af en række faktorer:

• stråledosis og strålingens type
• hvilket væv og hvilket volumen, der bestråles
• hvor lang tid cellen har til at reparere skaden før celledeling eller før næste bestråling
• om der også er kemisk skade (samtidig med strålingen eller efterfølgende)
• personens alder
• individuelle (arvelige) faktorer.

Akutte lokale skader er sjældne og er oftest lokaliseret til hud eller slimhinder, som følge af ulykke eller som komplikation efter strålebehandling af kræftsvulster.

Akutte stråleskader optræder kun ved store stråledoser. Dette udtrykkes som en tærskelværdi, hvor stråledosis skal være højere end tærsklen for at give akutte stråleskader. Tærskelværdien afhænger af, hvilken type skade der er tale om, men som udgangspunkt kan man regne med at stråledoser under 500 millisievert (mSv) ikke giver akutte stråleskader.

Senskader fra stråling er skader, som optræder senere end de akutte skader. Senskader kan være kroniske stråleskader, når vævet er blevet kraftigt bestrålet, eller det kan være en forøget risiko for senere i livet at udvikle kræft.

Kronisk stråleskade skyldes ofte at endotelceller, cellerne, der klæder indersiden af blodkar og lymfekar, er skadet sådan at blodcirkulationen i det bestrålede område bliver varigt nedsatte. Kroniske lokale stråleskader kan i nogle tilfælde udvikle sig flere år efter strålebehandling, fordi celler i små blodårer skades af strålingen, men giver symptomer først når de forsøger dele sig måneder eller år efter stråleskaden.

En anden alvorlig konsekvens af stråling kan være kræftudvikling, fordi en celle, der overlever stråleskade på DNA, kan have skade på kontrolgener. Dermed kan cellen via yderligere mutationer udvikle sig selv eller datterceller i ondartet retning.

Skader kan være begrænsede til et bestemt område af kroppen (lokale skader) eller omfatte kroppen som hel organisme (generelle skader).

Kroniske lokale og generelle stråleskader kan forekomme hos patienter, der har gennemgået strålebehandling for kræft, eller personer, der har arbejdet længe med præparater eller apparater, der giver ioniserende stråling i små doser over tid.

Generelle kroniske skader kan også opstå hos personer, der bliver eksponerede for radioaktivt nedfald og affald. Mange radioaktive nedfaldsprodukter har lang levetid. De kan optages i planter, dyr og mennesker og medføre indvendig bestråling af organismens celler.

Det er fortsat en videnskabelig diskussion, om lave stråledoser udgør en risiko eller ikke. Vi er alle udsat for en smule naturlig stråling fra vores omgivelser (baggrundsstrålingen), og kroppen har naturlige mekanismer til at modvirke skadelige effekter af såvel stråling som andre skadelige påvirkninger.

Det står klart, at lave stråledoser ikke giver akutte skader. Usikkerheden går på, om selv små stråledoser giver en forøget kræftrisiko (senskade), eller om risikoen først stiger over et tærskelniveau.

Trods store undersøgelser har det ikke været muligt at påvise en forøget kræftrisiko for stråledoser under 100 mSv. Det er imidlertid svært at påvise med sikkerhed, at en risiko ikke er til stede. Når det gælder strålebeskyttelse, anvendes normalt et forsigtighedsprincip, idet man regner med at selv ganske små stråledoser udgør en (lille) risiko.

• strålingsbiologi
• stråledosis
• strålebehandling
• baggrundsstråling