Salmonella | lex.dk

Figur 1. Antigensammensætningen af nogle *Salmonella enterica* serotyper. Flagel-H antigenerne kan variere hos samme *Salmonella* stamme, hvilket kaldes fasevariation. Somatiske betyder, at de sidder på bakterielegemet. Skemaet kaldes Kaufmann-White skema efter Fritz Kaufmann (1899-1978) og englænderen Philip Bruce White (1891-1949), som udviklede skemaet.

Serotyper af Salmonella.

Af Niels Høiby.

Licens: CC BY SA 3.0

Figur 2. To galdesten fra en patient, der var kronisk udskiller af *Salmonella typhi* i afføringen og dermed smittefarlig, idet bakterierne voksede på og i galdestenene som aggregater, der er tolerante over for antibiotika. Derfor måtte stenene fjernes ved en galdeblæreoperation. (Fra Niels Høiby, undervisningsmateriale).

Galdesten fra tyfuspatient

Af Niels Høiby.

Licens: CC BY SA 3.0

Salmonella er en de mest almindelige og udbredte sygdomsfremkaldende bakterieslægter, som spredes via fødevarer. Det er en slægt af stavformede, gramnegative bakterier, der tilhører familien Enterobacteriaceae.

Faktaboks

Etymologi: Bakterieslægten er opkaldt efter den amerikanske læge Daniel E. Salmon (1850-1914).

Salmonellabakterier lever fortrinsvis i mave- og tarmkanalen hos dyr og mennesker, hvor de kan leve og formere sig uden adgang til fri ilt. De er bevægelige ved hjælp af svingtråde (flageller). De har tre forskellige slags antigener, som anvendes til at typebestemme dem: O-antigener (lipopolysakkarid i deres ydre membran), H-antigen (flagellerne) og K-antigen (kapselantigen), som også kaldes Vi-antigen, der betegner, at de er mere invasive og fremkalder sværere sygdom. Der kendes over 2500 forskellige serotyper, hvoraf de fleste kun giver ophav til infektioner i tarmkanalen med diarré.

Typeinddeling

Typeinddeling af Salmonella med specifikke antistoffer mod O-, H-, og K-antigenerne, og desuden genetisk typning af bakteriernes DNA, er epidemiologisk vigtigt. Specifikke serotyper inden for Salmonellaslægten benævnes fra bakteriologen Fritz Kaufmanns (1899-1978) tid for species (arter), selvom de egentlig kun er serotyper. Hele Salmonellaslægten består faktisk kun af to species: Salmonella enterica og Salmonella bongori.

Salmonella enterica

S. enterica kan opdeles i seks subspecies: S. enterica subsp. enterica, S. enterica subsp. salamae, S. enterica subsp. arizonae, S. enterica subsp. diarizonae, og S. enterica subsp. indica.

De fleste infektioner hos mennesker forårsages af S. entericas forskellige subspecies og serotyper, som findes hos varmblodige dyr og derfor er zoonoser, bortset fra S. typhi og S. paratyphi, der kun findes hos mennesker. Derfor er det vigtigt at bestemme Salmonella-serotyperne, fordi det kan give viden om, hvorfra en infektion kan være kommet. Salmonella enteritidis kommer fx ofte fra hønseæg, mens Salmonella typhimurium kan komme fra kvæg, svin og fjerkræ. S. bongori findes hos koldblodige dyr og inficerer sjældent mennesker. De over 2500 serotyper af Salmonella blev opstillet i et skema af Fritz Kaufmann og den engelske bakteriolog Philip Bruce White (1891-1949) og kaldet Kaufmann-White skemaet (Figur 1).

Salmonella typhi, Salmonella paratyphi A, B og C og enkelte andre serotyper giver alvorligere sygdomme. Ved infektion med disse trænger bakterierne fra tarmen over i blodet og giver blodforgiftning og derudover ud i organerne, fx nyrer, lever og galdevejene, hvorfra de igen udskilles til tarmen og giver svær diarré. Første sygdomsuge er således præget af sepsis, mens 2. og 3. sygdomsuge er præget af diarré. Nogle få patienter med S. typhi og S. paratyphi A, B, C bliver kroniske udskillere af bakterien med afføringen, og det skyldes, at de huser bakterierne i deres galdeblæresten, som må fjernes kirurgisk, for at slippe af med bakterierne (Figur 2). Sådanne kroniske udskillere må ikke arbejde i fødevarebranchen. Diarré-sygdommene forårsaget af fx Salmonella typhimurium (musetyfus) kan dog være så alvorlig med høj feber, mavesmerter, opkast og diarré især hos små børn og gamle mennesker, at de fører til hospitalsindlæggelse.

Nogle serotyper kendes som anført kun fra én eller få zoonotiske værter, fx S. dublin hos kalve og S. enteritidis i hønseæg, hvorfor smittekilden til mennesker er let at opklare. Hønseæg til brug i hospitaler skal derfor være varmebehandlet (pasteuriseret), for at undgå smitte af patienterne med S. enteritidis. Mange andre, fx S. typhimurium, kan angribe en lang række fugle og pattedyr, hvorved smittekilden sommetider bliver meget vanskelig at opklare. Blandt husdyrene er især svin, kvæg og fjerkræ – inklusive deres æg – modtagelige for salmonelloser.

Smitte og bekæmpelse af Salmonella

Figur 3. Antal registrerede infektioner forårsaget af *Salmonella* og *Campylobacter*, 1980-2017 i Danmark.

Fra Statens Seruminstitut, EPI-NYT 15/2018

Salmonella og Campylobacter i Danmark 1980-2017

Af Niels Høiby.

Licens: CC BY SA 3.0

Mange salmonelloser er som anført zoonoser, hvilket vil sige, at de spredes fra raske dyr til mennesker. Smittevejen til mennesker kan gå via kødvarer og æg, undertiden endog forurenede krydderier og vand, mens spredning mellem husdyr bl.a. sker via foder.

Salmonella-infektioner hos mennesker blev hyppigere i Danmark op gennem 1990'erne. Bl.a. blev infektioner med S. typhimurium type DT104 et større problem i Danmark og andre lande for en del år siden, da den foruden at være sygdomsfremkaldende hos kvæg, svin, andre dyr og mennesker også var resistent over for en lang række antibiotika. Bekæmpelse af salmonelloser er lovfæstet i Danmark, og smittebekæmpelse sker i de angrebne besætninger, men arbejdet besværliggøres af resistensudvikling. Den salmonellaplan, der blev iværksat i 1998 var vellykket, men en anden diarrébakterie (Campylobacter jejuni) steg desværre tilsvarende, så antallet af danskere med diarré forblev stort set uændret.

S. typhi og S. paratyphi A, B, C findes ikke i Danmark, men er altid importeret, oftest fra Indien, Parkistan eller Afrika.

Salmonella trives ved temperaturer på 10-50 °C og kan overleve ophold i køleskab, men den dræbes ved opvarmning til 60 °C, fx ved kortvarig skoldning. Bakterien kan også dræbes ved saltning, forgæring (fermentering) eller rygning, men ikke ved fx gravning. Der findes effektive vacciner mod S. typhi i form af Vi-antigenet fra bakterien (Typhim VI®), som injektion eller en levende afsvækket S. typhi-vaccine (Vivotif®), som spises.

Diagnosen stilles ved dyrkning af afføringen (fæces) eller PCR-påvisning af bakteriernes DNA i fæces og ved dyrkning af blodet ved mistanke om S. typhi og S. paratyphi og enkelte andre. Der kan også påvises antistoffer mod S. typhi og S. paratyphi A, B, C, og den klassiske metode hedder en Widal-test, som er en agglutinationstest opkaldt efter den franske læge og forsker Georges-Fernand Widal (1862-1929). I Danmark er denne test nu erstattet med mere moderne og følsommere tests. Behandlingen af svære infektioner med S. typhi og S. paratyphi, som kan være resistente over for mange antibiotika, består af ceftriaxon og ciprofloxacin, indtil bakteriens følsomhed for antibiotika er undersøgt. Efter behandlingen undersøges det, om patienterne er blevet kroniske udskillere. De andre salmonellainfektioner kræver sjældnere antibiotikabehandling.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Medicinsk mikrobiologi

Niels Høiby

Professor, overlæge, dr.med. , Københavns Universitet