På det europæiske kontinent begyndte den akademiske udvikling af faget for alvor i 1500-tallet med udøvere som Andreas Vesalius (1514-1564) og Ambroise Paré (1510-1590).
Ambroise Paré regnes for grundlæggeren af fransk og dermed mellemeuropæisk retsmedicin. Paré var egentlig kirurg, men fattede samtidig interesse for den deskriptive retsmedicin, hvilket er dokumenteret gennem et meget stort forfatterskab, som omfattede retsmedicinske emner som hudlæsioner, kulilteforgiftning, pludselig, uventet spædbarnsdød og drukning. Han var den første, som opstillede teorien om ihjelligning som årsag til disse spædbarnsdødsfald, en teori, som det senere har vist sig var forkert, men som holdt sig helt op til begyndelsen af 1900-tallet. Han beskrev desuden, som den første, fænomenet skumsvamp ved næse og mund som et sikkert tegn på drukning, hvilket er en observation, som stadig anvendes i praktisk retsmedicin.
Italiens store retsmedicinere på denne tid var Fortunato Fideli (1550-1630) og Paolo Zacchias (1584-1659) og lidt senere Giovanni Lancisi (1654-1720), hvoraf Lancisi især er kendt for sine studier af pludselig død. Han var den første, der beskrev hjerneblødning som en årsag til pludselig død.
I 1663 påviste danskeren Thomas Bartholin (1616-1680), at normalt lungevæv, i modsætning til andet væv, er i stand til at flyde på vand, mens lungevæv fra et dødfødt barn ikke indeholder luft og derfor synker til bunds. Den observation reddede senere utvivlsomt en 16-årig pige, der var anklaget for barnedrab, fra dødsstraf. Dette er det første kendte eksempel på, at resultatet af den retsmedicinske obduktion har haft afgørende betydning for udfaldet af en retssag. Det var den tyske læge Johann Schreyer (ca. 1690), der anbragte et nyfødt barns lunger i vand og viste, at de var lufttomme, og at der dermed var tale om dødfødsel og ikke barnedrab.
Det næste store skridt fremad skete med fremkomsten i 1761 af Giovanni Battista Morgagnis (1682-1771) værk De sedibus et causis morborum per anatomen indagatis 'Om sygdommenes sæde og deres årsager undersøgt ved anatomi', hvori patoanatomiske forandringer for første gang blev beskrevet. Herved var faget patoanatomi, som er basis for retspatologien, grundlagt.
Retsmedicinen var de næste mere end 100 år praktisk talt udelukkende baseret på obduktioner, selvom retstoksikologien begyndte at blive anvendt fra midten af 1800-tallet, om end undersøgelserne var af vekslende kvalitet. Herefter flyttedes retsmedicinens tyngdepunkt til den såkaldte Wienerskole med udøvere som Karl von Rokitansky (1804-1878), Eduard von Hofmann (1837-97), Alexander Kolisko (1857-1918) og Albin Haberda (1868-1933). Denne skole bragte mange landvindinger til faget, specielt inden for studiet af pludselig død. Således beskrev von Hofmann blodpropper i hjertets kranspulsårer i forbindelse med sine obduktioner, hvilket dog først blev almindelig kendt i 1900-tallet, ligesom han i 1888 beskrev død som følge af forblødning efter bristning af æggelederen ved graviditet uden for livmoderen.
I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev andre retsmedicinske discipliner som retstoksikologi, retsgenetik og retsodontologi grundlagt. Retsgenetikken blev først og fremmest muliggjort gennem opdagelsen af blodtyperne AB0 og rhesussystemet, og senest DNA-typebestemmelse, som helt har erstattet blodtypebestemmelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.