Lammelse er et symptom på en delvis eller komplet ophævet kontrol af en muskel eller muskelgruppe forårsaget af en nerve- eller muskelskade (læsion).

Typer af lammelse

Ved en beskrivelse af lammelsen kan der skelnes mellem en delvis lammelse (parese) eller komplet lammelse (paralyse). Ved en neurologiske undersøgelse vurderes muskelspændingen (tonus), som kan opdeles i en spastisk lammelse, hvor der er en øget muskelspænding, eller en slap lammelse, hvor der ingen muskelspænding er.

Årsager

Ved en spastisk lammelse er det tegn på en nerveskade på 1. motoriske neuron, som er de motoriske nervebaner, som løber fra hjernebarken ned til den motoriske forhornscelle i enten hjernestammen eller rygmarven. En læsion vil kunne give anledning til f.eks. en delvis halvsidig lammelse (hemiparese) eller en komplet halvsidig lammelse (hemiparalyse).

Ved en slap lammelse kan læsionen være lokaliseret fra den motoriske forhorncelle og i nervebanerne, svarende til 2. motoriske neuron, i det perifere nervesystem, der forbinder sig med musklerne og i selve musklen.

Ved beskrivelsen af lammelser skelnes der også mellem f.eks. en lammelse af en arm eller et ben, hvilket kaldes monoplegi. Ved en dobbeltsidig lammelse af f.eks. benene kaldes det en paraplegi. Lammelse af begge arme og ben kaldes i fagsproget også en kvadriplegi.

Undersøgelse ved lammelse

Den første del af undersøgelse består i en nærmere beskrivelse af lammelsen ved en komplet neurologiske undersøgelse for at lokalisere, hvor læsionen er placeret. Det er grundlaget for de supplerende undersøgelser, der skal anvendes til at stille en diagnose.

Behandling

Behandlingen afhænger af årsagen til lammelsen.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig