Klostermedicin er sygepleje baseret på de faciliteter og midler, som middelalderens munke- og nonneordener kunne stille til rådighed for såvel den almindelige befolkning som samfundets elite, når de i tilfælde af sygdom opsøgte klostrene.

Faktaboks

Etymologi

Kloster kommer af latin claustrum 'aflukke, lukket område'

I mange klostre foregik omfattende studier af græsk, romersk og arabisk lægevidenskabelig litteratur i bibliotekerne. I klosterhaven blev der dyrket lægeurter og det blev forsøgt at tilegne sig kendskab til disse og deres virkninger. Samtidig var der fra officiel side en kirkelig modstand mod visse former for kirurgi og medicinsk behandling og tillige mod den folkelige overtro. Denne kulturelle og intellektuelle strømning, som udgik fra klostrene, kaldes på latin medicina scholastica og af den udsprang med tiden vigtige samfundsinstitutioner såsom hospitaler og medicinske fakulteter ved universiteterne.

Klostervæsenets historie

De ældste kristne klostre stammer fra ca. år 300 og opstod i Egypten, hvor Pakonius (280-346) og Antonius (250-350) samlede ørkenfædrene, der var en gruppe af eremitter, i et fællesskab. Den ortodokse kirkes klostre opstod kort efter på foranledning af Basilius den store.

Det romersk-katolske klostervæsen, som blev det største og mest omfattende klostervæsen, opstod med Benedikt af Nursias (480-543) grundlæggelse af Benediktinerordenen i 529 og formuleringen af klosterløftet eller munkeregelen, Regula monachorum, der indebærer, at man forpligter sig til et liv i kyskhed (cølibat), lydighed og fattigdom. Livet i klosteret skulle være enkelt og i hovedsagen baseret på to aktiviteter: bøn og arbejde, ora et labora. Det var et liv med faste rutiner, fysiske afsavn og helt uden ydre status mod til gengæld at opnå et tættere forhold til Gud.

I år 910 grundlagdes et stort Benediktinerkloster i Cluny tæt ved Lyon. Cluniacenserne var en reformbevægelse, der lagde vægt på streng håndhævelse af cølibatet. Det fik afgørende kirkehistorisk betydning, da Pave Gregor 7. var påvirket af deres tanker og gjorde cølibatet til en generel regel for alle myndighedspersoner tilhørende den katolske kirke, en regel der er gældende endnu i vore dage.

Struktur og organisation

Det blev et særligt kendetegn ved det katolske klostervæsen, at der med tiden dannedes både mandlige og kvindelige klosterbevægelser, der var skarpt adskilte fra hinanden. Medlemmerne kaldtes henholdsvis munke og nonner. Indbyrdes tiltalte de hinanden som henholdsvis broder og søster. Var en munk præsteviet skulle han dog tiltales pater. Dobbeltklosteret i Fontevrault var en blandt få unikke undtagelser, idet der boede både munke og nonner under ledelse af en abbedisse.

Når en person udefra søgte om optagelse, blev han i den første tid betegnet som postulant, og opfattet som en gæst eller besøgende, som man så an i et vist tidsrum. Herefter fik han udleveret ordensdragt og blev novice. Efter tiden som novice aflagdes et foreløbigt klosterløfte, der efter typisk 3-6 år efterfulgtes af det endelige klosterløfte og dermed den endegyldige optagelse i fællesskabet. Den strenge disciplin og cølibatet gav sammenhold indadtil. Udadtil markerede den fælles uniform – ordensdragten – klosterets ansigt overfor verden. Clausuren afgrænsede klosteret fysisk fra omverdenen. Indenfor den måtte ingen personer af det modsatte køn eller uden tilhørsforhold til en klosterorden færdes uden tilladelse.

De enkelte ordener og klostre havde i vid udstrækning selvstyre, men ikke fuldt selvstyre. De var en kongregation, der sammen med andre kongregationer indgik i et konvent med fælles ledelse. Samarbejdet mellem de enkelte klostre, mellem klostre og præster og klostre og paver var langtfra gnidningsfrit og i løbet af middelalderen var der mange konflikter og opgør.

Da klostrene ofte modtog store ejendomme og jordbesiddelser som testamentariske gaver, kunne deres økonomi i mange tilfælde hvile på indtægter derfra. Som regel blev disse indtægter anvendt til at løse sociale problemer som bekæmpelse af fattigdom, opførelse af nye skoler og hospitaler osv. Det hændte dog også, at midlerne blev misbrugt og livet i klosteret korrumperede og de facto udviklede sig til et liv i rigdom, lediggang, fråseri og tidvist brud på cølibatet.

Klostervæsen og sundhedsvæsen

Flere af de forskellige munkeordener: benediktinere, cisterciensere, augustinere, viktorinere og præmonstratensere havde sygepleje og lægebehandling som en vigtig del af klosterets drift ved siden af landbrug, håndværk, fremstilling af mursten m.m. Som en vigtig del af klosteret rådede man derfor over et infirmarium, hvor de syge opholdte sig. Ordet kommer af latin, infirmus, der betyder "syg". I overensstemmelse med det centrale kristne begreb, caritas (barmhjertighed) blev omsorg for syge og fattige anset for obligatorisk.

Blandt de munkeordener, der hovedsagligt lavede socialt arbejde, bl.a. tiggermunke som franciskanerne, var sygepleje også en vigtig del af programmet og gerningen og de bekymrede sig særligt om de spedalske. Gråbrødrene, som også var aktive i Danmark, udspaltedes fra franciskanerne og ligeledes nonneordenen, clarisserne.

I løbet af korstogstiden opstod der desuden forskellige ridderordener, der kombinerede munkeliv og militærliv, mest kendte er måske Tempelherrerne. Disse ridderordener så det som deres opgave at tilbageerobre Jerusalem og beskytte den hellige grav, men også at yde beskyttelse og hjælp til syge og fattige kristne pilgrimme. Mange af disse riddere valgte med tiden helt at nedlægge våbnene og gå ind i hospitalsarbejde og sygepleje. Hermed opstod Johanitterordenen eller Hospitalsridderne af St. Johannesordenen.

Fra Kloster til universitet

I 789 befalede Karl den store (742-814), at der ved alle klostre i Frankerriget, som omfattede størstedelen af det gamle Vestromerske rige, skulle oprettes skoler, hvor der blev undervist i munkenes lærdom. Med tiden udviklede disse skoler sig til universiteter. Det ældste universitet er det i Bologna fra 1088. I Frankrig fik Montpellier et universitet i 1221 og Paris i 1270. I begyndelsen havde alle universiteter kun, hvad der i nutidens begreber ville svare til ét teologisk fakultet, men herefter oprettedes hurtigt medicinske og juridiske fakulteter.

Grænsen mellem de tre hovedfag var ikke tydelig og mange studerende beskæftigede sig med lidt af hvert. I løbet af 1700-tallet opstod der filosofiske fakulteter, der siden blev opdelt i naturvidenskab, humaniora, samfundsvidenskab m.m. Klostermedicinen, der var baseret på de gamle kilder fra antikken og munkenes egen erfaringer med disse og med urtemedicinen, blev således det historiske udgangspunkt for medicinstudiet ved Europas universiteter.

Klostermedicin hos Benediktinerne

Klosteret Monte Cassino, som blev grundlagt ca. 525-529, var det første Benediktinerkloster. Klostermedicinske tanker var til stede allerede i dette tidlige projekt. Det hedder sig i Benedikterordenens regulativer, at en del af grundlaget for ordenens arbejde er sygepleje: "Omsorgen for de syge skal have forret og stå overalt, så de reelt bliver betjent i henhold til Jesus Kristus, der om sig selv sagde: "Jeg var syg og I besøgte mig".

Monte Cassino

Klosteret i Monte Cassino fik indrettet værelser til syge munke, camerae infirmariae, der med tiden blev udvidet til også at være åbne for syge fra alle sociale lag i det omgivende samfund. Klosterets sundhedsfaciliteter blev med tiden mere komplekse og specifikke.

Der blev indrettet et Domus medicorum til lægeundersøgelser og behandling og et Cubiculum valde infirmorum til indlæggelse af alvorligt syge patienter, der krævede overvågning og døgnbehandling. Derudover oprettedes et Armarium pigmentarium, et apotek til opbevaring af forskellige terapeutiske substanser, et Balnea, bad til terapeutiske bade eller kurbade, samt et særligt rum til åreladning og lavement. I klosterets Scriptorium foregik kopiering, restaurering, nyfortolkning og sammenskrivning af håndskrevne medicinske tekster affattet på pergament. I Bibliotheca blev de medicinske tekster katalogiseret. Endeligt havde klosteret en Hortus semplicium, hvor der blev dyrket lægeplanter.

Sankt Gallen

Den berømte helgen og benediktinermunk Sankt Gallus (550-645) virkede omkring 612-640 i området omkring Boden-søen og anlagde et Benediktinerkloster i Schweiz, i den by, der i dag hedder Sankt Gallen. I år 820 blev bygningerne udvidet med et klosterhospital. Ligesom klosteret i Monte Cassino havde hospitalet en lægebolig, et apotek og en badeanstalt. Hospitalet rådede desuden over et stort køkken med fire ovne, hvor de tilberedte diætkost til de syge.

I klosterets medicinske urtehave, herbularius, havde de 16 bede, hvor der blev dyrket vanddrivende, afførende, stoppende og sveddrivende lægepanter: lilje, rose, salvie, karse, kommen, rude, gladiolus, løvstikke, fennikel, pebermynte, poleinmynte, græsk græs, bønne, peberkraut, rosmarin, sar og nonnemynte.

I køkkenhaven fandtes 18 bede, hvor der blev dyrket: løg, selleri, purløg, koriander, gulerod, dild, valmue, ræddike, rødbede, hvidløg, skalotteløg, persille, kørvel, salat, karse, pastinak, klinte og kål.

Klosteret brændte i 937 og måtte genopføres. Det blev ødelagt flere gange i de følgende århundreder i forbindelse med krige og reformationen. I 1805 nedlagdes det helt og i dag er det et museum.

Lægeskolen i Salerno

Klosteret i Monte Cassino var et vigtigt lærdomscenter, hvor alle videnskaber blev dyrket, dog først og fremmest lægekunsten. Omkring år 700 blev der oprettet et datterkloster lidt syd for Napoli i et område med et behageligt klima, flere hellige kilder i bjergene og en flora, der var rig på lægeurter. Som noget særegent var skolen delvist åben for kvinder, der kunne modtage uddannelse i fødselshjælp (obstetrik) og bagefter virke som professionel jordemoder. Klosteret blev kendt vidt omkring og digteren Petrarca skrev i 1364 en hyldest til det. En samling af lægedigte med medicinske råd, filos medicinae, udgik ligeledes fra skolen. En af skolens kvindelige elever, Trotula (død ca. 1097), udgav en lærebog i gynækologi De mulierum passionibus ante, in et post partum (Om kvinders lidelser før, under og efter fødsel). Hun var hustru til en af skolens lærere og det forklarer muligvis, at hun kunne få udgivet en lærebog. Danmarks første læge Henrik Harpestreng, der var benediktinermunk, fik formentlig noget sf sin uddannelse i Salerno. Skolen i Salerno blev nedlagt i 1811 på Napoleons befaling.

Kost og ernæring

Kosten blev betragtet som et fundamentalt element i munkenes lægegerning. I overensstemmelse med humoralpatologiens teorier blev justering af diæten anset for afgørende for at undgå en ubalance i individets habituelle blandingsforhold mellem de fire legemsvæsker: blod, slim, sort og gul galde. Ligeledes var kostens tilpasning essentiel i det øjeblik, hvor en ubalance (sygdom) var opstået og skulle korrigeres.

Korn og grøntsager

Generelt kan det siges, at kosten i klosteret hovedsageligt bestod af korn og grøntsager. Specielt fuldkornsbrød fremstillet af kornsorter som rug og byg, men også pasta og grød. I vinterhalvåret hvor adgangen til frisk frugt og grønt var begrænset, spiste man syltet frugt og syltede grøntsager eller kål. Kød blev ikke indtaget eller kun i meget begrænset mængde, og som regel drejede det sig om fjerkræ eller svinekød. Fisk og mejeriprodukter indtog man i forholdsvis stor mængde. Forbuddet mod kød betød, at munkene blev eksperter i mejeriprodukter og udviklede nye teknikker til gæring og lagring af ost. Et eksempel på det er parmesanost, som blev opfundet af benediktinermunkene.

I nogle munkeordener blev der udleveret æg og ost som ekstra kosttilskud om lørdagen og søndagen. Hvidt brød baseret på hvede, blev sjældent spist. I klostrene havde de ikke raffineret sukker og brugte i stedet honning som sødemiddel. Datidens slik var kager, sødet med honning eller tørret frugt. Den tyske korsridderorden levede af en spartansk kost, der udelukkende bestod af vand, mælk, æg og en suppe baseret på havregryn. I forbindelse med faste spiste munkene kun lidt brød og drak vand.

Moderne perspektiv på klostrenes kost

Alt i alt kan det siges, at den fiberrige kost med et lavt indhold af animalsk fedt og fravær af sukker og rødt kød, ligger tæt på den moderne anbefalede kost, der har til formål at forebygge det metaboliske syndrom, det indebærer overvægt, højt blodtryk, højt indhold af kolesterol i blodet og diabetes. Det metaboliske syndrom har været en stigende trussel mod folkesundheden de sidste 50-70 år, især i de rige lande. Derimod havde den fedtfattige og fiberrige kost ingen beskyttelse over for datidens store dræber: infektionssygdomme. Det har derfor næppe haft den store indflydelse på middellevetiden i middelalderen, at nutidens livsstilssygdomme formentlig var sjældne.

Klosterkost og "almindelig" kost i middelalderen

På grund af munkenes løfte om et liv i fattigdom, er det almindeligt antaget, at deres kost kom tæt på den almindelige landbefolknings føde og ikke i samme grad som overklassens kost indeholdt hvidt brød, kød, slik og vin. De befolkningsgrupper, der boede tæt på klostrene fik formentlig et større proteintilskud via fisk i kosten. Det skyldtes de store mængder af fisk som befandt sig i reservoirer og kanaler anlagt i forbindelse med klostrenes dræningsarbejder. I tider med hungersnød kunne disse samfund tillige nyde godt af klostrenes lagre.

Ro og regelmæssighed

Livet i klosteret var karakteriseret ved faste rutiner og ritualer. Alle havde deres faste opgaver på faste tidspunkter. Indtagelsen af måltider var ritualiseret i kraft af fællesbøn, velsignelse af maden og påbud om streng tavshed ved bordet. Denne klosterlivsstil har i moderne tid været mål for en række interessante forskningsprojekter, der har kunnet påpege sundhedsrelaterede aspekter ved livet i et kloster.

Nyere forskning i klosterliv og blodtryk

I 1988 lavede en gruppe italienske forskere en undersøgelse af det "stressfri" klostermiljøs indflydelse på blodtrykket. I et kohortestudium, der strakte sig over 20 år (1968-1988), fulgte forskerne 144 nonner og 138 italienske kvinder, der tog del i det almindelige samfundsliv. Alle deltagere var ikke-rygere. De var ved studiets start sammenlignelige med hensyn til alder, BMI, saltudskillelse i urinen og familiære dispositioner til forhøjet blodtryk. Ligeledes var deres blodtryk stort set ens ved studiets start. Da forskerne undersøgte de to grupper 20 år senere, var det gennemsnitlige systoliske blodtryk steget med 40 mm Hg hos kontrolgruppen, mens nonnernes blodtryk var uændret. Hypotesen var den, at det stressede liv med familie, børn og karriere havde medført en blodtryksstigning hos kontrolgruppen.

Der er ligeledes lavet studier, der viser, at mental ro i forbindelse med indtagelse af et måltid er med til at forbedre organismens fordøjelse.

Arkæologi og palæopatolgi

Arkæologer med speciale i middelalderen har i tidens løb lavet mange udgravninger af klostre og der er i den forbindelse lavet undersøgelser af skeletter fra klostrenes kirkegårde.

Danske undersøgelser

Cistercienserordenen blev inviteret til Danmark i 1114 af ærkebiskop Eskil, hvor den var særdeles aktiv og anlagde klostre ved bl.a. Løgumkloster, Sorø, Vitskøl, Esrum og Øm. Tuberkuloselægen Kristen Isager (1864-1943) undersøgte i 1936 skeletmaterialet fra Øm kloster og skrev en bog om de palæopatologiske fund. Det foranledigede lægen og senere professor i medicinens historie Vilhelm Møller-Christensen til selv at lede en endnu mere omfattende og grundig udgravning og undersøgelse af skeletterne fra augustinerklosteret Æbelholt kloster i 1935-58.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig