Dosimetri er måling eller beregning af ioniserende stråling og beregning af dens virkning på levende væsener. Dosimetri anvendes i flere forskellige sammenhænge. For personer, som udsættes for stråling i forbindelse med deres arbejde, kan stråledosis måles for at kontrollere, at de fastsatte grænseværdier ikke overskrides. Ved strålebehandling af kræftpatienter, bruges dosimetri som beregning til at sikre, at kræftvævet bestråles tilstrækkelig meget, og det øvrige væv så lidt som muligt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dosimetri kommer af græsk dosis 'portion' og -metri 'som måler'.

Måling af stråledosis foretages med et dosimeter. Resultatet angives i enheden gray (Gy) eller sievert (Sv), hvor enheden Sv angiver, at der er taget højde for, at nogle typer stråling gør større biologisk skade end andre typer. For røntgenstråling og gammastråling er 1 Gy = 1 Sv. Stråledoser til kroppen som helhed er normalt kun en brøkdel af dette, og angives derfor ofte i tusindedele: 1 mSv = 0,001 Sv. Gennemsnitsdanskeren modtager årligt ca. 3 mSv som stråledosis fra naturlige strålekilder, den såkaldte baggrundsstråling.

Den modtagne stråledosis afhænger af strålingskildens styrke, dens afstand, mulige afskærmning, strålingens varighed og fysiske egenskaber (alfa-, beta-, gamma- eller røntgenstråling).

Hvis radioaktivt materiale optages i kroppen, kompliceres beregningen, idet den modtagne stråledosis også afhænger af materialets fordeling i kroppen og hastigheden af udskillelsen. Dette kan være relevant ved radioaktive ulykker, men handler hyppigere om medicinske undersøgelser med brug af kortlivede radioaktive stoffer, såkaldt nuklearmedicin.

Efter ulykker kan det være meget vanskeligt at foretage en beregning, idet måleresultater på ulykkestidspunktet sjældent foreligger. Den beregnede strålingsdosis er derfor behæftet med usikkerhed. Ved biologisk dosimetri måles karakteristiske strålevirkninger, fx antallet af kromosomændringer i de hvide blodlegemer (lymfocytter). Herved kan den stråledosis, som individet har modtaget, beregnes ud fra en fastlagt sammenhæng mellem dosis og virkning. Kun relativt høje stråledoser kan måles på denne måde.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig