dosimeter

Fotografiske film kan registrere meget små stråledoser. Wilhelm Röntgen opdagede i 1895 røntgenstrålingen, blandt andet fordi hans fotografiske film blev sværtet af strålingen. Udlæsning af målingen sker ved at måle graden af sværtning og omregne til en stråledosis.

En anden type dosimetre benytter små piller af krystallinsk materiale, som har den egenskab, at det oplagrer strålingsenergi ved ændring i elektronstrukturen. Energien fra strålingen løfter elektroner i materialet op til et højere niveau, hvor de bliver hængende. Når materialet opvarmes kraftigt (flere hundrede grader), falder elektronerne tilbage til deres grundstilstand, og energien frigives som små lysglimt, som kan måles med følsomt apparatur. Den samlede mængde lysglimt kan omregnes til en stråledosis. Metoden kaldes TL-dosimetri eller TLD. Her står TL for termoluminescens, som betyder udsendelse af lys (luminescens) ved opvarmning (termo-).

Elektroniske dosimetre kan fx indeholde en lille geigertæller kombineret med elektronik, som opsummerer den samlede stråledosis siden tælleren sidst blev nulstillet. Elektroniske dosimetre har den fordel, at de kan aflæses direkte, til gengæld er de afhængige af batterier.

Stråledosis opgøres i enheden gray (Gy) eller enheden sievert (Sv), hvor Sv tager højde for, at nogle typer stråling giver mere biologisk skade end andre. For blandt andet røntgenstråling er 1 Gy = 1 Sv. Både fotografiske film, TLD og elektroniske dosimetre kan anvendes til måling af små stråledoser, fx µSv eller mSv.

Andre typer dosimetre er velegnede til måling af meget store strålingsdoser (kGy-området), og de benyttes industrielt. Det gælder visse kemiske opløsninger, hvor strålingen skaber kemiske og fysiske ændringer, der kan udnyttes til bestemmelse af den modtagne stråledosis, samt plastfolier, der kan ændre farve ved bestråling.

• stråledosis
• dosimetri