dopingens historie

Et verdensomspændende forbud mod doping kom imidlertid ikke før OL i Mexico i 1968. En vigtigt udløsende faktor for forbuddet var dødsfaldene af den danske cyklist Knud Enemark Jensen under OL i 1960 og den britiske cyklist Tom Simpson under Tour de France i 1967. Mens Knud Enemark Jensens dødsfald spekulativt er blevet koblet til det blodkarsudvidende lægemiddel, Ronicol, fandt man derimod spor af amfetamin hos Tom Simpson.

Stimulerende midler var de mest brugte dopingmidler fra starten af 1900-tallet op til 1960'erne. Men fra 1960'erne blev anabole steroider langt mere udbredt. Helt tilbage i 1950'erne gav både russiske og amerikanske idrætslæger testosteron til deres kraftsportsudøvere. Men det var først ved udviklingen af kunstige varianter af testosteron, at brugen blandt idrætsudøvere eksploderede. Den amerikanske idrætslæge John Ziegler udviklede i 1958 dianabol, som var det første kunstige anabole steroid. Og op igennem 1960'erne bredte brugen sig til hele idrætsverdenen. Anabole steroider kom først på dopingslisten i 1975, men da var brugen blevet så omfattende, at det var svært at regulere.

Idræt var nu blevet storpolitik, og den kolde krig blev også udkæmpet på sportspladsen. Olympiske medaljer blev vigtige propagandasejre. Ikke mindst i øst, hvor DDR var det land, der gik længst i at etablere et omfattende system for statsstyret doping. Her blev unge udøvere underlagt omfattende dopingregimer, ofte uden deres viden og accept. Det medførte alvorlige sundhedskonsekvenser. Dopingbrugen gav dog resultater, og under OL i 1972 var DDR den næstbedste nation med 40 guldmedaljer kun slået af Sovjetunionen. I denne periode var testning for brugen af doping beskeden.

OL i Seoul i 1988 blev imidlertid et vendepunkt, da den canadiske sprinter Ben Johnson testede positivt for anabole steroider efter at have vundet finalen i 100 meter løb. At en sportsudøver fik frataget en OL-medalje på grund af snyd, skabte en ny bevidsthed omkring dopingproblematikken.

I 1998 kom et nyt vendepunkt med Festina-skandalen. Under Tour de France blev flere cykelhold taget af fransk politi med store mængder dopingmidler, herunder EPO. Hændelsen rystede sporten, og året efter blev verdens antidopingagentur, WADA, etableret i et samarbejde mellem idrætsbevægelsen og verdens myndigheder. En af de vigtigste opgaver for WADA var at samkøre og koordinere antidopingarbejdet mellem Den Internationale Olympiske Komité (IOC), de nationale antidopingmyndigheder og de internationale specialforbund. Kun få år senere blev en række finske langrendsløbere afsløret for brug af doping under ski-VM i Lahtis. Her viste det sig at også langrendssporten havde et betydeligt problem med doping.

Gennem de sidste tyve år er nye dopingmidler fortsat dukket op. De fleste er ordinære lægemidler med et præstationsfremmende potentiale. Samtidig har dopingsager vist, at stimulerende midler, anabole steroider og EPO fortsat bruges i stort omfang i international topidræt. Nye værktøjer og metoder som blod- og steroidprofiler, meldepligt (Whereabouts) og øget brug af strategisk efterforskning har dog gjort det sværere at anvende doping uden at blive taget.

Dopingen er dog stadig ikke kommet helt til livs. Endnu en dopingskandale opstod i kølvandet på OL i Sotsji i 2014. Her havde russiske myndigheder iværksat et omfattende system for at manipulere testarbejdet under de olympiske lege. Med denne skandale viste det sig, at statsstyret doping fortsat var et problem i international idræt.