doping

Brugen af præstationsfremmende stoffer har en lang historie. I det antikke Grækenland og Rom brugte atleter og gladiatorer angiveligt stimulanser for at øge deres præstationer, og vikingerne herhjemme indtog rød fluesvamp før kamp. Doping blev dog først udbredt gennem flere gennembrud inden for lægemiddelvidenskaben og statsstyrede dopingprogrammer under den kolde krig, hvor sport blev en arena i konkurrencen mellem Øst og Vest, især efter fremstillingen af syntetisk testosteron i 1950'erne.

Det var dog først i kølvandet af Festina-skandalen i Tour de France 1998, hvor fransk politi fandt store mængder forbudte stoffer hos en holdsognieur, at der blev etableret det internationale antidopingagentur WADA, som i dag overvåger doping og regulerer antidopingreglerne i elitesport.

WADA er en uafhængig international organisation, som har til formål at harmonere og regulere de internationale antidopingregler i idræt samt at monitorere brugen af doping i sport. Det overordnede antidopingreglement i idrætten er WADA-koden. Den regulerer alt fra dopingkontroller og sagsbehandling i dopingsager til forebyggende arbejde.

For at et stof eller en metode kan blive sat på WADAs dopingliste, skal det opfylde mindst to af tre kriterier:

1. Stoffet eller metoden er eller kan potentielt være præstationsfremmende.
2. Stoffet eller metoden kan medføre sundhedsskadelige bivirkninger eller kan have potentielle sundhedsskadelige bivirkninger.
3. Stoffet eller metoden er imod sportens ånd.

Desuden er stoffer eller metoder, der slører effekter eller sporing af forbudte stoffer, samt stoffer, der endnu ikke er godkendt til mennesker, heller ikke tilladt.

WADA reviderer dopinglisten årligt. Desuden har WADA også en overvågningsliste med stoffer, som ikke er forbudte, men som WADA har særligt fokus på.

Dopinglisten indeholder en bred vifte af stoffer og metoder, der er forbudte både i og uden for konkurrence, hvilket kræver, at både atleter og sundhedspersonale holder sig opdateret. For at lette denne opgave har Anti Doping Danmark (ADD) udviklet forskellige vejledninger samt en medicin-app til både udøvere og sundhedspersonale. Med disse værktøjer kan man løbende holde sig informeret om, hvilke præparater der er på dopinglisten eller er underlagt særlige restriktioner, fx astmamedicin. Det er vigtigt at understrege, at overtrædelser af WADAs kodeks kan medføre tiltale mod udøveren, men også læger og andet støttepersonale er underlagt disse regler.

Dopinglisten er opdelt i stof- og metodegrupper som angivet i tabellen nedenfor. Stoffer i grupperne S1-S5 er forbudte både i og uden for konkurrence, mens stoffer i grupperne S6-9 kun er forbudte i konkurrence. Metodegrupperne M1-3 er forbudte både i og uden for konkurrence. Endelig er der gruppe P1, som indeholder stoffer, der er forbudte i visse sportsgrene. Som udgangspunkt er alle stoffer, der ikke er godkendt til mennesker, og som ikke er omfattet af de øvrige stofgrupper, forbudte både i og uden for konkurrence (stofgruppe S0).

Nogle stoffer bruges oftere som doping end andre. Nogle eksempler på hyppigt anvendte dopingstoffer er:

Visse stoffer, der fremgår på dopinglisten, kan lovligt anvendes af atleter til behandling af sygdom. En sådan dispensation kaldes en 'TUE' (Therapeutic Use Exemption). Atleten indsender dokumentationen til den relevante antidopingorganisation (i Danmark ADD), hvor speciallæger behandler ansøgningen og vurderer, om en dispensation kan udstedes. ADHD-medicin (methylphenidat), astmamedicin (terbutalin) og insulin er de stoffer, som danske atleter hyppigst søger TUE til.

Dopingkontrol har eksisteret i årtier og er blevet en standardiseret procedure, hvor alle konkurrenceudøvere kan blive udtaget til test, både i konkurrencer og under træning. Testene udføres oftest ved aflevering af en urinprøve eller blodprøve og i nyere tid også ved fingerprik. I Danmark er det ADD, der gennemfører dopingkontrol i national konkurrenceidræt samt i en række fitnesscentre.

Mens doping i sport ofte stjæler overskrifterne, er motionsdoping blevet et langt større samfunds- og sundhedsmæssigt problem. Undersøgelser viser, at op mod 6 % af unge mænd har brugt doping, især anabole steroider. Disse brugere er overrepræsenterede i det danske sundhedsvæsen. Motionsdoping deler mange risikofaktorer med stofmisbrug, herunder socialt belastet opvækst og lavt uddannelses- og indkomstniveau.

Motionsdoping er karakteriseret ved brug af stoffer med et æstetisk formål, drevet af kropsidealer, og er udbredt i landets fitnesscentre, fængsler og idrætsforeninger. Motionsdopere tager ofte større risici end sportsudøvere i jagten på det ideelle kropsbillede. For eksempel injicerer nogle unge mænd store mængder paraffinolie i overarmene for at se større ud eller indtager ikke-markedsførte præparater i et tidligt udviklingsstadie, hvis de tror, at stoffet har en muskelopbyggende effekt. De bruger ofte en bred vifte af forskellige stoffer i kombination, hvilket øger risikoen for alvorlige bivirkninger.

• dopingkontrol
• doping – historie
• biologisk – pas