Weils reaktion er en antistofundersøgelse, der påviser sygdommen leptospirose. Selve reaktionen bygger på, at patienten har dannet agglutinerende antistoffer mod bakterien Leptospira interrogans.

Faktaboks

Etymologi

Reaktionen er opkaldt efter den tyske læge Adolf Weil (1848-1916).

Sygdommen leptospirose

Leptospirose er en zoonotisk infektionssygdom, der forårsages af den spiralformede spirokætbakterie Leptospira interrogans og en række beslægtede Leptospiraarter. De kan underinddeles i mange serogrupper og serotyper. L. interrogans serotype icterohaemorrhagiae er hyppigst i Danmark. De forekommer udbredt blandt gnavere bl.a. rotter, der lever i kloakker og ved dambrug. Rotterne kan være kroniske udskillere af bakterierne i deres urin i flere år, hvilket kaldes en vedligeholdende vært, mens tilfældigt inficerede dyr såsom hunde, heste, kvæg og grise eller mennesker kun udskiller bakterierne i få uger. Mennesker kan blive smittet gennem mavetarmkanalen eller gennem huden efter at have været i kontakt med vand, der er forurenet med urin fra rotter, der er bærere af sygdommen.

Bakterierne trænger ind i blodet og videre til nyrerne og udskilles så i urinen. Oftest er sygdomsforløbet mildt og uden gulsot (anikterisk), men en alvorlig form med gulsot (ikterus) kan forekomme. Den kaldes Weils sygdom. Leptospirose er mest almindelig i tropiske og subtropiske områder, men forekommer også i Danmark. Den forebygges med beskyttende beklædning hos udsatte personer, fx kloakarbejdere, minearbejdere, landbrugsarbejdere, slagteriarbejdere og dyrlæger og forebyggende vaccination af kvæg og kæledyr. Infektionen behandles med antibiotika tidligt i forløbet.

Laboratorie-diagnostiske undersøgelser for leptospirose

Man kan påvise antistoffer mod bakterien og dens mange serotyper med Weils reaktion, som er en mikroagglutinationsanalyse. Derudover kan diagnosen stilles med PCR-analyse. Prøvematerialet er blod, urin og spinalvæske. Man kan også påvise den med mikroskopi af frisk urin.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig