WHO's smertetrappe er en strategi for behandling af smerter hos personer med cancersmerter, som blev udarbejdet af WHO (World Health Organisation) i begyndelsen af 1980'erne. Strategien består af tre trin, og princippet i anbefalingen er, at smertebehandlingen startes på første trin med det præparat, der har færrest bivirkninger, hvilket er paracetamol. Hvis paracetamol ikke er tilstrækkeligt til at behandle smerterne, kan behandlingen udvides med gigtpræparater (NSAID) og eventuelt opioider.

WHO's smertetrappe
WHO's smertetrappe
Af /Created with BioRender.

Anvendelse af WHO's smertetrappe

Smertetrappen er velegnet som rettesnor for smerter der udvikler sig langsomt og tiltager i intensitet, som netop cancersmerter gør. Hvis smerterne skyldes større skader, større operationer eller kroniske smerter, er trappen problematisk.

Ved akutte smerter

Efter store traumer, fx en brækket lårknogle eller smerter efter store operationer, startes behandlingen med hurtigtvirkende morfin suppleret med paracetamol og gigtpræparater med det samme. Efterhånden som smerterne aftager, reduceres den smertestillende behandling ved først at reducere i opioiderne, herefter reducere brugen af gigtpræparater. Paracetamol kan eventuelt fortsætte alene i nogle uger. Ved stærke akutte smerter går man, så at sige, ned af smertetrappen.

Ved kroniske smerter

I forhold til kroniske smerter er WHO's smertetrappe helt uanvendelig. Paracetamol og gigtpræparater mister effekten efter få måneders kontinuerlig brug og anbefales kun i beskeden grad til kroniske smerter. Opioider anvendes helst ikke til kroniske smerter, og hvis det er nødvendigt, da udelukkende som depot formulerede opioider. I stedet anvendes såkaldte sekundære analgetika som gabapentin og duloxetin, som slet ikke er nævnt i forbindelse med trappen.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig