Cancersmerter er smerter pga. kræft. Smerterne kan enten skyldes selve kræftsygdommen, metastaser eller være en følge af kræftbehandlingen. Cancersmerter kan være konstante eller kan komme og gå.

Faktaboks

Også kendt som
kræftsmerter, smerter på baggrund af kræft

Så længe kræftsvulsten (tumor) er lille og ikke trykker på det omkringliggende væv, er der ingen smerter. Efterhånden som tumoren vokser, og der opstår inflammation i området rundt om den, kan der opstå tryk på det omgivende væv, hvilket kan give smerter.

Smertetyper ved cancersmerter

Smerterne kan være nociceptive, neuropatiske eller viscerale smerter, og afhængig af hvor tumoren sidder, så kan smerterne være konstante eller ved aktivitet, fx ved gang, hvis tumoren har ødelagt knogler i lår, ryg eller bækken.

Cancersmerter pga. kemoterapi eller stråling

Flere typer af kemoterapi giver smerter som følge af skader på nervebanerne i kroppen. Strålebehandling kan få raskt væv i det bestrålede område til at blive stift og skrumpe, hvilket giver ubehag og smerter. Både nerveskaderne og de behandlingsudløste smerter kan være meget intense og svære at lindre, og de kan være livslange.

Generel behandlingsstrategi

Flertallet af kræftpatienter vil i deres forløb fra diagnosetidspunkt til den terminale fase opleve smerter pga. sygdommen eller som følge af behandlingen. For de mange patienter, der lever længe med deres cancer eller overlever en cancersygdom og efterfølgende er plaget af smerter fra behandlingerne (senfølger), kan principperne for behandling af kroniske komplekse smerter tages i anvendelse.

Hvis patienterne har smerter, når de står og går men ellers er smertefrie, så kan principperne for akut smertebehandling tages i anvendelse. Med denne smertebehandling kan smerter i forbindelse med aktivitet ofte lindres, og morfin ved behov kan medvirke til, at patienten kan mobiliseres.

Specifik behandlingsstrategi

For meget syge og døende kræftpatienter vil smertebehandlingen kun udgøre en del af den samlede palliative behandling.

Som supplement til de ovenstående behandlinger kan kræftpatienter i nogen tilfælde tilbydes lindrende strålebehandling eller aflastende kirurgi.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig