Oliemaleri af David Teniers den yngre. En læge undersøger en glaskolbe med urin (A medical practitioner examining a urine flask).

.

Uroskopi var en undersøgelse af urins farve, mængde, bundfald og lignende. Uroskopi blev især anvendt af elever af den middelalderlige lægeskole i Salerno (Salernoskolen).

Faktaboks

Etymologi
Ordet uroskopi kommer af middelalderlatin uroscopia, der kommer af græsk ouron 'urin' og -skopi.

Uroskopiens forhistorie

Observation og undersøgelse af urin har været et vigtigt hjælpemiddel for læger fra de ældste tider og frem til nutiden.

Det antages, at mennesket omtrent samtidig med, at det udviklede en bevidsthed, begyndte at lægge mærke til sine ekskreter: urin, afføring (fæces), spyt, sved m.m. og lod mærke til ændringer og hvordan indtagelse af væske og føde og andre ydre faktorer spillede ind på ekskreterne. Undersøgelse af urinen er formentlig et af de ældste fænomener i kulturhistorien.

Oldtiden

Fra alle de tidlige civilisationer er der beskrivelser af undersøgelser af urin som en del af lægelig diagnostik, og det gled ind i de filosofiske og teoretiske systemer, som samfundet og dets læger lagde til grund for sygdomsforståelse og behandling af sygdomme.

I den oldindiske medicin er der beskrivelser fra ca. år 600 f.v.t. af, at myrer og insekter opsøgte visse patienters urin, formentlig urin fra personer, der havde diabetes, fordi den indeholdt glukose. I et egyptisk papyrus fra ca. 300 f.v.t. er der beskrivelser af urin anvendt i graviditetstest. Man skulle lade en kvinde urinere på en plante om aftenen. Var den vissen dagen efter, så var hun ikke gravid. Ligeledes kunne kønnet på kvindens kommende barn bestemmes i en test, hvor urinen blev hældt udover korn.

Uroskopiens forbindelse til humoralpatologien

Den klassiske uroskopi forbindes normalt med den meget omhyggelige og systematiske metode med hovedvægt på undersøgelse af urinens farve, som blev udviklet i den vestlige medicin i løbet af oldtiden og middelalderen. Her blev uroskopien anvendt som led i den humoralpatologiske sygdomsteori og inddraget som det måske væsentligste diagnostiske støtteredskab ved siden af optagelsen af sygehistorie og den objektive undersøgelse. Den objektive undersøgelse er de observationer lægen gør ved at iagttage en patient, stille spørgsmål og lave undersøgelser med sine hænder.

Humoralpatologien byggede på den grundlæggende antagelse, at alle biologiske processer, inklusive sygdommes opståen og udvikling, kunne forklares ved tilstedeværelsen af de fire kardinalvæsker: blod, slim, gul og sort galde og deres indbyrdes blandingsforhold. Humoralpatologiens ophav er noget uklar, men traditionelt anses Hippokrates og den romerske læge Galen for nogle af dens mest betydende ophavsmænd.

Som en logisk konsekvens af humoralpatologiens lære, blev blodig urin tilskrevet en overvægt af blod, urinens gule farve skyldtes den gule galde, meget mørk urin eller grønlig urin skyldtes sort galde og skummende urin eller urin med en lys farve skyldtes slim. Hippokrates noterede sig ganske rigtigt, at en tendens til skummende urin kunne være et tegn på nyresygdom, hvor man i dag ved, at det skyldes en tilstedeværelse af plasmaproteiner i urinen (proteinuri). Det samme gjaldt blodig urin.

Systematik og tankegang

Urinen blev iagttaget i en glaskolbe og der var fire hovedpunkter i iagttagelsen: 1. farve 2. koncentration 3. tilblanding af bestanddele og 4. urinens fire lag. Ved siden af det blev lugten også tillagt en vis informativ værdi. Urinen var et filtrat, der afspejlede de fire væskers farveegenskaber, men også deres temperatur. De varme legemsvæsker (blod og gul galde) var med til at farve urinen mørkere. Overvægt i de tørre legemsvæsker førte til en mere fugtig (tynd og ukoncentreret) urin og overvægt i de fugtige legemsvæsker førte til en tør (koncentreret) urin. Overvægt af de tørre væsker (sort og gul galde) betød, at det jordagtige element i den sorte galde, der er forbundet med jorden, var så udtalt, at jorden ikke kunne passere urinvejene og urinen blev derfor tynd. Omvendt betød de fugtige legemsvæsker, at jordelementet i kroppen var forholdsvis fortyndet og derfor lettere blev udskilt.

Der fandtes en liste med op til 19 patologiske tegn eller bestanddele som kunne ses i urinen. I det følgende nævnes nogle eksempler:

  • Cirklen
  • Skum
  • Skyer
  • Små korn
  • Blod
  • Pus
  • Sand
  • Sæd
  • Dannelser, der ligner hår
  • Klid
  • Fiskeskæld

Læren om urinens fire lag baserede sig på en simpel analogislutning, hvor urinkolben blev betragtet som kroppen oppefra og ned:

  • Det første lag (circulus) svarede til hovedet
  • Det andet lag (superficies) svarede til brystet
  • Det tredje lag (perforatio) svarede til underlivsorganerne
  • Det fjerde lag (fundus) svarede til urinorganerne

Middelalderen

I middelalderen fortsatte humoralpatologien med at være lægevidenskabens filosofiske og videnskabsteoretiske grundlag. Der skete derfor ikke noget afgørende nyt set i forhold til de tidligere århundreder. Theophilos Protospatharius (600-tallet) skrev et samlet værk om urin, Peri Ouron, der senere blev oversat til latin, De urinis. I medicinske lærebøger fra middelalderen kan man sommetider se farvekort til hjælp for den uroskopiske undersøgelse. Ligeledes findes der fra denne periode mange afbildninger af læger, der studerer urin i en glaskolbe. Der blev regnet med 20 forskellige farvenuancer og 5 grader af koncentration.

Den arabiske læge Ibn Sina beskrev den søde smag i urinen hos personer med diabetes. Lægen Johannes Zacharias Actuarius (1275-1328) understregede betydningen af at sammenholde urinundersøgelser med undersøgelse af fæces, puls og vejrtrækning.

Dele af den gamle folkemedicin og overtro synes fra tid til anden at dukke op og blive blandet med humoralpatologien. I den danske humanist Henrik Smids lægebog kan man fx læse, at urin fra gravide kvinder er hvid og klar og indeholder små genstande, der ligner støv, og at hvis hun venter et drengefoster, så afgiver den højre brystvorte mælk tidligere end den venstre.

Renæssancen

I renæssancen begyndte der så småt at lyde kritik af den dogmatiske brug af humoralpatologien. Den tyske filosof, matematiker og teolog Nicolaus von Kues (1401-64) skrev i 1440 et værk om lægers uvidenhed, kaldet De docta ignorantia, i hvilken han også kommer ind på den overdrevne brug af urinprøver og fejltolkninger af disse. Bogen er dog først og fremmest et teologisk værk, hvis hovedbudskab er, at videnskaben har sine begrænsninger.

Den schweiziske læge Paracelsus baserede sine medicinske teorier på tre grundstoffer: svovl (sulfur), salt (sal) og kviksølv (mercurius) og ikke de fire legemsvæsker. Han bemærkede, at urin fra personer med diabetes efterlod et bundfald (sal).

Den engelske læge og anatom Thomas Willis smagte i 1674 på urin fra personer med diabetes og bemærkede, at det ikke smagte salt men sødt.

Kemi og mikroskopi holder sit indtog

I 1590 udviklede de hollandske brilleslibere Hans og Zacharias Jansen de første mikroskoper og de blev betydeligt forbedrede af linsesliberen og klædehandleren Antony van Leeuwenhoeks (1632-1723) arbejde. Mikroskopi af urin medførte dog ikke nogle banebrydende opdagelser de første par hundrede år.

I sin afhandling, der udkom posthumt i 1641, beskrev den tyske læge Daniel Sennert (1572-1637), at han undertiden havde set stoffer, der mindede om æggehvide (protein) i patienters urin. Den hollandske professor Frederick Dekkers (1644-1720) beskrev i sin afhandling Excercitationes practica fra 1694 at påvisning af æggehvidestoffer i urin kunne foregå ved kogning og dråbevis tilsætning af eddikesyre.

Oplysningstiden

Oplysningstiden er kendetegnet ved, at uroskopien i stigende omfang suppleres af kemiske undersøgelser og mikroskopi af urinen. Den engelske læge Matthew Dobson (1745-1784) påviste i 1766, at der kunne inddampes et bundfald fra urin fra personer med diabetes, der smagte som "brown sugar". Sammen med en apoteker viste han desuden, at bundfaldet kunne forgæres. Dobson bemærkede ligeledes, at blod fra personer med diabetes smagte sødt.

Den skotske læge Francis Home (1719-1813) tilsatte ølgær til urin fra personer med diabetes, og han fik en gæring i gang, der smagte som tyndt øl. I 1815 kunne den franske kemiker og professor Michel-Eugène Chevreul ved krystalliseringsforsøg vise, at det søde stof i urin fra personer med diabetes var glukose.

Den objektive undersøgelse og obduktioner tillægges større betydning

Den italienske læge Domenico Contugna (1736-1822) og den skotske kirurg og kemiker William Cruickshank (1745-1800) menes at være de første, der bemærkede, at væskeansamlinger (ødemer) i benene ofte optrådte sammen med blod og æggehvidestoffer i urinen. Det er beskrevet i afhandlinger fra henholdsvis 1764 og 1797. Den franske anatom Guillaume Dupuytren (1778–1835) beskrev i 1806, at urin fra personer med diabetes ofte også indeholdt æggehvidestoffer.

I 1831 beskrev den britiske læge Richard Bright i sin afhandling Report of medical cases, at patienter med ødemer og sparsom vandladning samt blod og protein i urinen ofte havde sygelige forandringer i nyrerne (Brights Disease), hvilket kunne ses ved obduktion. Omkring år 1800 var den klassiske humoralpatologiske uroskopi baseret på observation af urinens farve, koncentration, mængde og lugt således i høj grad blevet suppleret af kemiske undersøgelser, der fokuserede på undersøgelser af tilstedeværelsen af blod, sukker og protein i urinen og tilstedeværelsen af kliniske symptomer som ødemer. James Young Simpson (1811-70) beskrev i 1830'erne proteinuri og ødemer i forbindelse med svangerskabsforgiftning (præeklampsi) og fødekrampe (eklampsi).

1800-tallet

Denne periode kendetegnes ved den moderne naturvidenskabs gennembrud inden for lægevidenskaben og det medførte enden på uroskopien i sin oprindelige form. Detaljerede beskrivelser af urinens farve og lugt fortsatte dog som et levn fra fortiden med at forekomme i journaloptagelse og afsnit vedrørende sygdomsbeskrivelser i visse lærebøger.

Nye metoder

Theodor Lohnsteins (1866-1918) gæringssaccharomter, den polsk-amerikanske læge Max Einhorns (1862-1953) reaktion og den tyske kemiker Eilhard Mitscherlichs (1794-1863) polariseringsapparat til sukkerbestemmelse i urinen er blandt periodens kendetegn, når det gælder urinundersøgelser. I 1835 havde C. G. Lehmann (1812-1863) i sin afhandling om urin fra personer med diabetes De urina diabetica redegjort for, hvordan en gæringsproces kunne anvendes som diagnostisk metode til påvisning af sukker i urinen. Denne metode havde dog kun begrænset anvendelse indtil Max Einhorn, der var læge i New York, i perioden 1885-1888 gjorde opmærksom på dens anvendelsesmuligheder og metoden blev kendt som Einhorns reaktion. Omtrent samtidig med det udviklede Lohnstein i Berlin et saccharometer, der kunne måle luftudviklingen (dannelsen af CO2) i forbindelsen med gæringen og på den måde kvantitativt bestemme sukkermængden i urinen. I 1847 opfandt Mitscherlich et polarisationsapparat med en dobbeltbrydende prisme til bestemmelse af sukker. Apparatet vandt stor udbredelse og blev omtalt i Emil Salkowskis lærebog i urin Die Lehre von Harn. Ein Handbuch für Studierende und Ärztes fra 1882.

Den tyske anatom Jacob Henles (1809-1885) påvisning af cylindre ved mikroskopi af urinen stammer fra 1844 og er et eksempel på, hvordan mikroskopet efterhånden fandt anvendelsesmuligheder i studiet af urin. Tilstedeværelse af cylindre i urinen (cylinduri) skyldes små afstøbninger af nyrekanalerne (tubuli), som udskilles i urinen ved visse nyresygdomme. Metoden var endnu i 1980'erne et vigtigt hjælpemiddel, og den har været brugt frem til nutiden.

I 1848 fandt den engelske læge og kemiker Henry Bence Jones (1813-73) en metode til bestemmelse af et bestemt type protein (Bence-Jones protein) i urinen, som ses ved kræftsygdommen myelomatose. I 1858 udgav den tyskfødte læge Johann Wilhelm Ludwig Thudicum (1829-1901) bogen A Treatise on the Patholoy of Urine, i hvilken han fastslog, at bilirubin er årsagen til urinens gule farve eller den mørke farve (cola- eller porterfarvet), som ses ved leversygdomme, når koncentrationen af bilirubin i urinen bliver meget høj.

Urinundersøgelser i Danmark

På det Kongelige Frederiks hospital blev der i 1850 indrettet et hospitalslaboratorium, hvor lægen Theodor Sophus Warncke (1822-1890) lavede urinundersøgelser. I en artikel i Bibliotek for Læger fra 1860 beskrev han resultatet af 306 urinundersøgelser. Lægerne Oscar Bloch og Knud Faber fortsatte dette arbejde ved udflytningen til Rigshospitalet i 1910. I 1903 begyndte lignende undersøgelser ved Frederiksberg hospital. De fleste undersøgelser af patienters urin foregik imidlertid på apotekerne, og i 1862 udgav lægen Ove Krarup vejledningen Den kvalitative Undersøgelse af abnorm Urin til brug for apotekere. I 1882 udgav cand.pharm. Hans Jacob Møller bogen Kortfattet practisk Vejledning til Undersøgelse af pathologisk Urin og Urinconcrementer.

Det 20. århundrede

I denne periode skete der en voldsom ekspansion i den kliniske biokemi på blodprøveområdet og mængden af forskellige blodprøver, der kunne inddrages i udredning af patienter steg betydeligt, både hos de praktiserende læger og på hospitalsafdelingerne. Blodprøven blev et langt vigtigere klinisk-biokemisk hjælpemiddel for læger end urinprøven. I løbet af 1940'erne blev tabletter (clinitest-tabletter) til undersøgelse af sukker i urinen udviklet. De blev omtalt i Ugeskrift for Læger i 1951. I 1958 blev de første amerikanske urinstix, der er papir til at dyppe i urin, præsenteret i Tidsskrift for Sygeplejersker og Ugeskrift for Læger. Det drejede sig om glukose-stix til sukker og albu-stix til protein (albumin). I 1981 kom de første elektroniske apparater til aflæsning af urinstix.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig