Trykpneumothorax
Dette er et røntgenbillede af en patient, som har brækkede ribben og pådraget sig en trykpneumothorax. Luftrøret ses forskudt mod højre på niveau med struben. Over den venstre lunge ses de brækkede ribben og luftkappen som er flere centimeter stor. I samme område ses tegning af muskelfibrene til musculus pectoralis major, dette kan ses pga. subkutant emfysem, som kan opstå, når luft presses ud under huden.
Trykpneumothorax
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Trykpneumothorax er en punkteret lunge (pneumothorax), som er kendetegnet ved, at der er kommet luft ind i brysthulen (pleurahulen). Dette skyldes, at det er opstået en ventilmekanisme ved hullet i lungehinderne (pleura). Denne ventilmekanisme betyder, at der opbygges et stadigt øgende tryk inde i pleurahulen.

Faktaboks

Også kendt som

tension pneumothorax

Sygdomsmekanisme ved trykpneumothorax

Pneumothorax er, når der kommer luft ind mellem de to lungehinder pleura visceralis og pleura parietalis. Det sker ved, at der pludselig eller ved en skade opstår et hul i lungehinden. Ved trykpneumothorax kommer der luft ud i brysthulen gennem hullet i lungehinden under indånding. Ved udåndingen lukker hullet, og luften kan derfor ikke komme retur. Der vil over ganske kort tid opbygges en stadig større mængde luft i pleurahulen og dermed et højere tryk. Det høje tryk vil presse lungen ind mod midten af brystkassen, hvor hjertet og blodkar findes. Dette øgede tryk i brysthulen påvirker returløbet af blodet fra kroppen og hovedet til hjertet og dermed hjertets arbejde.

Behandling af trykpneumothorax

Trykpneumothorax kan være livstruende og kræver øjeblikkelig behandling. Behandlingen består i at få fjernet luften fra pleurahulen. Dette gøres ved hjælp af et pleuradræn, som lægges ind i brysthulen fra brystkassens sideflade midt i armhulen. Akut livstruende trykpneumothorax kan behandles ved at stikke en kanyle ind mellem ribbenene, lige nedenfor kravebenet i midtlinjen. Når trykket så er aftaget, anlægges der et dræn.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig