Pectus excavatum

Tragtbryst kan korrigeres ved at indsætte en barre bag brystbenet, som presser det frem på plads. Den operation kaldes Nuss’ operation.

Tragtbryst er en misdannelse af brystkassen. Den nederste del af brystbenet (sternum) er indsunket og ribbenene kraftigere bøjet, således at afstanden til rygsøjlen er mindre end normalt.

Faktaboks

Også kendt som
pectus excavatum, sternocostal dysplasi, "skomagerbryst"

Forekomst

Forekomsten er ca. 200 pr. 100.000 personer. Tre gange så mange mænd som kvinder har tragtbryst. Misdannelsen er som regel medfødt og udvikles ofte i løbet af puberteten.

Symptomer

Tilstanden giver hos unge få eller ingen symptomer, men kan for nogle opleves kosmetisk generende. Indikation for en operation er derfor primært af kosmetiske årsager, og generne skal være af social og psykologisk betydning for patienten.

Behandling

Tilstanden kan korrigeres med indsættelse af en barre bag sternum, en såkaldt Nuss’ operation, hvorved sternum presses frem på plads. Stålbarren fjernes igen efter 3 år ved en ny operation. Optimalt udføres operationen i alderen 15-19 år, da skelletet i brystkassen er relativt elastisk. Hvis operationen udføreres i en højere alder, øges risikoen for komplikationer betydeligt. Der udføres i alt ca. 250 indgreb pr. år i Danmark.

Det er tvivlsomt, om der kan opnås en bedre hjerte eller lungefunktion ved en operation.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig