Stillingsdrænage er en metode, der bruges til at hjælpe patienter med at få hostet slim op fra lungerne og de nedre luftveje.

Patienten placeres i forskellige stillinger, der gør, at slimet ved hjælp af tyngdekraften bevæger sig i retning af de centrale dele af bronkietræet. Dette udløser en hosterefleks, så slimet hostes op.

Metoden bruges af fysioterapeuter, som også lærer patienterne at udføre stillingsdrænage selv. Stillingsdrænage er aktuelt ved bl.a. udvidelse af bronkierne (bronkiektasier) og cystisk fibrose.

Andre metoder

På hospitalsafdelinger anvendes CPAP til at mobilisere slim fra luftvejene. Ved behandling hjemme anvendes ofte en PEP-fløjte (Positive Expiratory Pressure). Ingen af metoderne er videnskabeligt dokumenteret.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig