Næringsmedium er et substrat til at dyrke mikroorganismer i. Næringsmediet er en blanding af stoffer, der er nødvendige for at en bestemt mikroorganisme skal kunne overleve og vokse. Det omfatter en kulstofkilde fx glukose, en kvælstofkilde fx ammoniumion, en række salte som kilde for vigtige ioner som sulfat, fosfat og jern, samt spormængder af andre ioner som klorid, kobolt og zink.

Medietyper

Bakterier, som vokser på sådanne simple medier kaldes "nøjsomme". Mange bakterier kræver desuden nogle organiske stoffer som B-vitaminer, aminosyrer, puriner og pyrimidiner for at kunne vokse, disse bakterier kaldes "kræsne". Til videnskabelige formål, kan man komponere et kemisk veldefineret medium, eventuelt kun indeholdende de strengt nødvendige komponenter, for at en bakterieart kan vokse. De kaldes minimalmedier. I klinisk mikrobiologiske laboratorier, hvor mange forskellige bakterier skal kunne dyrkes, anvender man mere udefinerede, berigede medier indeholdende ingredienser som bouillon, pepton, gærekstrakt, serum, blod, caseinhydrolysat, hjerne- og hjerteudtræk fra dyr, så både nøjsomme og kræsne bakteriearter kan vokse.

Flydende og faste medier

Næringsmedier kan være flydende eller faste. I flydende medier kan mikroorganismerne formere sig frit i opløsningen. Den franske kemiker og bakteriolog Louis Pasteur arbejdede udelukkende med flydende næringsmedier med den ulempe, at der samtidig kunne vokse mere end én bakterieart i væsken. Dette ændrede sig, da den tyske læge og bakteriolog Robert Koch i 1883 udviklede faste næringsmedier i petriskåle og i rør, hvor forskellige bakteriearter kunne vokse som adskilte kolonier og derfor isoleres og karakteriseres hver for sig.

De faste næringsmedier bliver lavet ved, at man tilsætter et geléagtigt stof, agar-agar, til næringsvæsken, som tømmes ud på flade skåle eller i reagensglas, hvor mediet så størkner. Ved rigtigt blandingsforhold (1 % agar) bliver næringsmediet fast, og de enkelte bakterieceller kan så vokse i adskilte kolonier. På faste medier kan man derfor inspicere overfladen, for at se om man har en renkultur eller blandingskultur.

Ioner i næringsmedier

Mange forskellige ioner kan tilsættes næringsmedier i større eller mindre mængder:

  • sulfat
  • fosfat
  • kalium
  • magnesium
  • calcium
  • mangan
  • jern
  • klorid
  • kobolt
  • kobber
  • molybdæn
  • nikkel
  • selen
  • natrium
  • wolfram
  • vanadium
  • zink

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig