Henvisning til Smerteklinik
På mange hospitaler er der tilknyttet en smerteklinik
Henvisning til Smerteklinik

Kroniske simple smerter er smerter, der varer mere end 3 måneder og som ikke, i væsentlig grad, generer hverdagslivet, herunder nattesøvn, arbejdsliv eller sociale liv. Kroniske simple smerter kan ikke fjernes ved behandling, men kan mindskes med smertelindrende medicin, hvilket alle dog ikke har behov for.

Eksempler på kroniske simple smertetilstande

Behandling af kroniske simple smerter

Behandlingen af kroniske simple smerter er overvejende medicinsk, hvis der overhovedet er behov for smertebehandling. Mange personer med kroniske simple smerter har ikke behov for smertestillende medicin eller anvender kun smertelindrende midler lejlighedsvist. Målet med den medicinske behandling er bedst mulig smertelindring og en acceptabel balance mellem virkning og bivirkning. Smertefrihed opnås sjældent.

Generel behandlingsstrategi

Ved kroniske simple smerter er paracetamol førstevalg. Effekten af paracetamol aftager dog, når det benyttes i faste doser i uger eller måneder i træk. Derfor bør det løbende vurderes, om der fortsat er virkning af behandlingen. Den eneste måde at vurdere effekten af behandlingen er ved at stoppe behandlingen i en periode, og herefter vurdere om smerterne er taget til. Hvis effekten er aftaget, bør behandlingen stoppe, og paracetamol kan herefter benyttes ved særligt behov. Der er ikke mange bivirkninger forbundet med behandling med paracetamol, men patienter med migræne eller spændingshovedpine kan få hovedpiner ved daglig brug af paracetamol.

Gigtpræparater, fx ibuprofen, bør undgås til langtidsbehandling af kroniske smerter på grund af risikoen for alvorlige bivirkninger.

Specifik behandlingsstrategi

I sjældne tilfælde kan patienter med kroniske simple smerter behandles med såkaldte sekundære smertestillende midler eller sekundære analgetika. Det er præparater, der er udviklet og markedsført til andre sygdomme end smerter. Midler mod krampesygdommen epilepsi og nogle midler mod depression kan virke smertestillende.

Behandling med TENS

Nogle patienter med afgrænsede smerter i bevægeapparatet, fx nakke, ryg, lænd og store led, kan have glæde af transcutan elektrisk nervestimulation (TENS). Princippet i behandlingen er, at sende elektriske impulser mod smertesignalerne i rygmarven og på den måde mindske signalstrømmen mod hjerne.

Kirurgisk behandling

Kroniske simple smerter der er forårsaget af nedslidte led, som kan skiftes ud med en protese, kan behandles kirurgisk, fx smerter i hofter, knæ og skuldre. Mange har smertelindrende effekt af at få fjernet et nedslidt led, mens nogle risikerer at få flere smerter.

Morfin til behandling af kroniske simple smerter

Kroniske smerter bør som hovedregel ikke behandles med morfinpræparater. Selv om morfin er blandt de stærkeste tilgængelige smertestillende midler, har de ikke god effekt overfor kroniske smerter, da virkningen aftager i løbet af uger eller få måneder.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig