Kondromalaci er en tilstand, hvor bruskvævet svulmer op og bliver uregelmæssigt. Denne tilstand forekommer hyppigst i knæskallens brusk (chondromalacia patellae), og kan give ubehag ved belastning af knæet.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af kondro- og græsk malakia ‘opblødning’

Årsager

Det er ingen kendte årsager til kondromalaci. Det er derfor svært at rette specifik behandling mod smertesymptomerne, der er knyttet til lidelsen. Det har været antaget, at kondromalaci i knæskallen skyldes mekaniske misforhold i selve knæleddet eller aksefejl i benet. Dette kan være årsagen i enkelte tilfælde, men oftest har man ingen forklaring.

Behandling af kondromalaci

Behandlingen af kondromalaci i knæskallen er primært konservativt med styrkende knæøvelser vejledt af en fysioterapeut. Formålet med træningen er at styrke muskulaturen på lårets forside og forbedre bevægelsen af knæskallen i ledfuren mellem lårbenskondylerne. Aktiv styrketræning af knæet giver smertelindring og reducerer trykket under knæskallen.

Behandling med operation af knæsmerter forrest i knæet er uforudsigeligt, og er forbeholdt patienter med betydelige smerter, hvor konservativ tilgang ikke har medført fremgang. Operationen kan på ingen måde garantere smertefrihed.

Der har været forsøgt en række kirurgiske indgreb for at lindre symptomerne. Rensning af bruskskaden (artroskopisk debridement) under knæskallen har effekt for nogle, men det er ikke videnskabeligt underbygget. Andre indgreb har gået ud på at flytte belastningen af knæskallen over mod indersiden af leddet. Dette kan gøres ved enten at flytte senefæstet på underbenet eller at stramme ledkapslen på indersiden af knæleddet og løsne op på ydersiden. Ingen af disse behandlingsformer har givet sikker effekt. Det er også forsøgt at bandagere knæskallen over mod indersiden af knæet, men også her er resultaterne usikre.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig