Hypodonti
Billedet viser manglende lille fortand i overkæben, hvorved hjørnetanden kommer til at sidde ved siden af den store fortand.
Hypodonti
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Hypodonti er en tilstand med medfødt mangel af en eller flere tænder på grund af manglende tandanlæg. Mangel af en eller flere visdomstænder betegnes ikke hypodonti.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af græsk hypo- 'under' og odous 'tand', i genitiv odontos.

Hypodonti er en form for agenesi og kaldes enkelttandsagenesi, hvis der mangler en tand og multipel tandagenesi, hvis der mangler flere tænder. Hypodonti er almindeligere i det permanente tandsæt end i mælketandsættet.

Mennesket har almindeligvis 32 tænder i kæberne: 16 i underkæben og 16 i overkæben, inklusiv visdomstænderne. Det kaldes ikke hypodonti, når tandmanglen skyldes, at tænder er trukket eller slået ud.

Forekomst

I Danmark forekommer hypodonti hos seks til otte procent af befolkningen. I dette tal er manglende visdomstænder, som er uhyre almindeligt, ikke medregnet. 98 procent af de, som mangler tænder, mangler fire eller færre tænder.

Årsager til hypodonti

Hypodonti er i de allerfleste tilfælde genetisk betinget, men tilstanden kan også være opstået som følge af traumer under tanddannelsen, herunder kemoterapi og strålebehandling i den aktuelle region.

Det tyder på, at evolutionen har medført færre tænder hos mennesket. Aberne har 18 tænder i hver kæbe, og omtrent en ud af fem mennesker mangler en eller flere af de fire visdomstænder. Dette er i dag så almindeligt, at det ikke bliver anset som hypodonti. I tandgrupperne fortænder, hjørnetænder, små kindtænder (præmolarer) og store kindtænder (molarer) er tendensen, at især den sidste tand i hver tandgruppe forsvinder gennem evolutionen. Visdomstanden, altså den bageste af de store kindtænder, mangler hos mange. Derudover kan den bageste præmolar og den lille fortand, det vil sige den yderste af de to fortænder, også mangle.

Behandling af hypodonti

Hvis en eller flere tænder mangler, kan den eller de erstattes med broproteser eller tandimplantater. Nogle gange kan et mellemrum mellem tænderne også lukkes ved tandregulering.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig