bugspytkirtelbetændelse

Årsagen til 3/4 af tilfældene af akut bugspytkirtelbetændelse er galdestenssygdom, som er den hyppigste årsag, eller indtagelse af alkohol. Tilstanden kan desuden udløses efter en kikkertundersøgelse (ERCP) af galdeveje og bugspytkirtel. I få tilfælde er årsagen arvelige faktorer, medicin, virusinfektion eller forhøjet mængde fedt i blodet. Hos omtrent 15 % kan der ikke påvises nogen årsag, hvilket så kaldes idiopatisk pankreatit.

Ved sygdomsprocessen frigøres enzymer, der udløser betændelse og selvfordøjelse, som kan føre til lokaliseret vævsdød (nekrose) og væskeansamlinger, årebetændelse (trombose) i miltens og leverens vener samt bughindebetændelse (uden tilstedeværelse af mikroorganismer). Ved svære tilfælde ses organsvigt i form af nyresvigt, lungesvigt, hjertesvigt og kredsløbssvigt (shock). Sådanne tilfælde har en høj dødelighed på 30-50 %, pga. sekundære infektioner eller komplikationer til kirurgisk behandling.

Symptomerne er akut opståede, ofte meget stærke smerter i maven, som regel opadtil i venstre side og med udstråling til ryggen. Smerterne ledsages af kvalme, opkastninger og i ca. halvdelen af tilfældene af feber; nogle patienter får tillige gulsot pga. afklemning af galdevejene.

Påvisning af akut bugspytkirtelbetændelse baseres på personens sygehistorie, forhøjede værdier af bugspytkirtelenzym (amylase) i blodet og fund ved ultralydsundersøgelse eller CT-scanning.

Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad. De lette tilfælde behandles med intravenøs væske (drop) og smertestillende medicin. De alvorlige tilfælde kræver intensiv behandling, bl.a. kræves ofte store doser smertestillende lægemidler. Nyrefunktionsnedsættelsen kan kræve behandling med kunstig nyre (dialyse), og hvis der opstår infektioner behandles disse med antibiotika. Væskeansamlinger i og omkring bugspytkirtlen kan tømmes gennem dræn, der lægges gennem huden eller via mavesækken. I de alvorligste tilfælde kan operativ behandling blive nødvendig.

I de tilfælde hvor sygdommen skyldes, at afløbet fra bugspytkirtlen er påvirket af at en galdesten er indkilet ved den store galdegangs indmunding i tolvfingertarmen, kan spaltning (papillotomi) af galdegangens munding lette afgangen af galdestenen, hvorefter sygdommen hurtigt går i ro. Spaltningen kan foretages med en mavekikkert (duodenoskop), der føres ned gennem spiserøret til tolvfingertarmen. Generelt anbefales galdeblæren fjernet, såfremt årsagen til bugspytkirtelbetændelsen er galdesten.

I Danmark opstår den årligt hos ca. 10 af 100.000 indbyggere. Sygdommen optræder 2-3 gange så ofte hos mænd som hos kvinder, mest i alderen 35 til 55 år.

I 75 % af tilfældene skyldes sygdommen et stort og langvarigt alkoholforbrug, i de øvrige tilfælde er årsagen oftest ukendt.

Syptomerne på kronisk bugspytkirtelbetændelse kan være meget varierede. Nogle patienter har kun få og lette symptomer, mens andre har sværere symptomer med konstante eller tilbagevendende smerter opadtil i maven, ofte med udstråling til ryggen. Smerterne forværres gerne efter måltiderne. Der forekommer desuden træthed, vægttab og kronisk diarré, evt. så afføringen er synligt fedtet. Sygdommen er ledsaget af bindevævsdannelse og svind af de dele af kirtlen, der producerer bugspytkirtelenzymerne. De insulinproducerende dele af kirtlen (langerhanske øer) bevares længe, men i sygdommens sene stadier nedsættes insulinproduktionen, hvilket fører til diabetes mellitus (sukkersyge).

Diagnosen kan være vanskelig at stille, især i de tidlige stadier. Den er som regel baseret på billeddiagnostik i form af CT-, MR- eller ultralydsscanning. Ved påvisning af forkalkninger i bugspytkirtlen er diagnosen sikker. Diagnosen kan evt. støttes af påvisning af nedsat koncentration af enzymet elastase i afføringen.

Behandlingen af kronisk bugspytkirtelbetændelse er vanskelig. Det vigtigste er, at et eventuelt alkoholforbrug og rygning ophører. De kroniske smerter medfører ofte et behov for smertestillende lægemidler – hyppigt af morfintypen. Desuden må en del patienter, pga. mangel på fordøjelsesenzymer fra bugspyttet, i forbindelse med måltider indtage kapsler med indhold af bugspytkirtelenzymer. Ved sukkersyge er behandling med insulin ofte nødvendig. Behandlingen kan være kirurgisk i form af en kikkertoperation (ERCP), såfremt bugspytkirtlens udførselsgang er udvidet eller med korte forsnævringer eller sten.