assyro-babylonsk medicin

Området mellem de to floder Eufrat og Tigris kaldes ofte Mesopotamien. Det kommer af græsk potamos, der betyder “flod” og mesos, der betyder “i mellem” og Mesopotamien betyder derfor “Landet mellem floderne” og er udelukkende en geografisk betegnelse. Landbruget, de første bofaste samfund og bystater opstod i dette område omkring 8.000-6.000 f.v.t. Brugen af metaller begyndte omkring 3200 f.v.t. I begyndelsen drejede det sig om guld, sølv og kobber. Fra 2700 f.v.t. begyndte man at fremstille bronze. Gennem et årtusind langt drænings-, afvandings- og kanaliseringsarbejde blev dette område omdannet fra et jungleagtigt sumpland til et frugtbart landbrugsområde med bystater og verdens første højkultur. Parallelt til udviklingen i Egypten var udgangspunktet en frugtbar landbrugsjord skabt ved kontrolleret oversvømning af jorden langs flodbredderne.

Assurbanipals bibliotek fra Ninive er verdens ældste bibliotek. Det blev opdaget i 1849-1851 ved Sir Austen Layards (1817-1894) udgravning af Kuyuncik-højen. I den forbindelse stødte de på flere lertavler med kileskrift, der nu befinder sig på British Museum i London. Der er i alt udgravet mere end 30.000 tavler med kileskrift i området, heraf har omkring 800 medicinsk indhold i varierende omfang.

Den første højkultur i Mesopotamien tilskrives et folkeslag, som eftertiden har kaldt "sumererne". Ordet stammer fra akkadisk, et semitisk sprog tilhørende et lidt senere kulturfolk bosiddende i samme område. Selv kaldte sumererne sig "Sort-hoveder" – måske en henvisning til de sorte buster og figurer, der er fundet af arkæologerne, og blev fremstillet af selvsamme kulturfolk. Der er ikke grundlag for at tale om en særegen sumerisk medicin. De eneste medicinske oplysninger, der findes i de sumeriske kileskrifttekster, er nogle få anatomiske navne, heriblandt irtu, der både kan betyde lunge og bryst. Ordet buanu betegnede enhver strengformet struktur, sene, ledbånd, nerve, pulsåre (arterie) og blodåre (vene). Leverens navn var Kabittu.

Derudover findes en enkelt lertavle med navne på lægemidler. Det sumeriske epos Enki, der handler om tilblivelsen af verden nævner otte lægeplanter. I det mest kendte epos, Gilgamesh, optræder en slange, der i sin søgen efter evigt liv indtager en lægeplante og herefter smider sit ham og fremstår meget ungdommelig.

På en lang række andre områder bidrog sumererne til civilisationen. Først og fremmest med indførelsen af skriftsproget, men også tallene, der var baseret på et 60-talsystem. De inddelte året i 12 måneder, ugen i 7 dage og døgnet i 12 dobbelttimer, hvor hver time var på 60 minutter. De udviklede også en form for astronomisk videnskab, selvom den i høj grad havde astrologi og forudsigelser af fremtiden som sit indhold.

Kort fortalt bygger Hammurapis lov på det princip, der inden for retshistorien benævnes jus talioris, "gengældelsesret". Et begreb, der kan genfindes i mange civilisationers tidlige lovgivning og retsvæsen. Bedst kendt er måske Det Gamle Testamentes ord "øje for øje, tand for tand". Det gælder lægers honorering og erstatningspligt. En vellykket operation skulle ifølge loven honoreres med ti sekel sølv, når den udførtes på en fri mand af høj social status, fem sekel sølv når den udførtes på en mand fra de lavere samfundslag. Drejede det sig om en slave, så skulle slavens ejer betale to sekel sølv.

Behandling af knoglebrud og indre (medicinske) sygdomme blev honoreret lavere end kirurgiske indgreb. Således med henholdsvis fem, tre og to sekel sølv efter stand. Tages det i betragtning, at den årlige leje for et mindre hus typisk var fem sekel sølv, så må det siges, at lægestanden blev relativt godt betalt. De differentierede priser opmuntrede ikke til overholdelse af det moderne lægeløftes ord, om at behandle alle ens "uden smålig skelen til social status". Hvis en operation forårsager en fri mands død eller tab af synet, så skal begge lægens hænder afhugges. Er det samme tilfældet med en slave, skal lægen erstatte denne for egen regning og købe en ny slave til ejeren.

Der er omtale af tandudtrækninger, kastration, øjenoperationer m.m. i kilderne, og der er gjort fund af trepanerede kranier og andre knogler med spor af indgreb, men der er fundet forholdsvis få kirurgiske instrumenter. Der er kendskab til et mindre antal bronzelancetter og ligeledes omkring 15 pincetter. Med hensyn til de sidste så synes der at være tale om hovedsageligt toiletartikler til hårfjernelse (depilation), men de kan måske også have været anvendt til fjernelse af splinter, torne og andre fremmedlegemer. Bedømt ud fra afbildninger og skulpturer ragede de sumeriske mænd sig skaldede og bar øreringe.

Eksorcisterne blev uddannet i tilknytning til templerne, hvor de studerede kileskrifttavler. Hvor og hvordan de mere praktisk orienterede læger blev uddannet vides ikke.

I kileskrifterne skrives der om øjensygdomme, ørelidelser, lungesygdomme, mavetarmlidelser og lidelser i kønsorganerne. Det drejer sig overvejende om symptomdiagnoser, altså diagnoser baseret på patientens subjektive beskrivelse af sine symptomer. Der findes ikke beskrivelser af en objektiv undersøgelse, fx palpation af pulsen (at føle pulsen) eller tests til hjælp for lægen. Undtagelsen er måske uroskopi. Urinundersøgelser omtales i nogle kileskrift-tekster. Der nævnes sygdomstegn i form af urin, der ligner vin eller ligner æselurin eller urin, der har bundfald. Urin der ligner vin kan måske være den mørke urin, som man ser ved leversygdomme pga. højt indhold af bilirubin i urinen.

Listen over miksturer og lægemidler er lang, men der synes at være tale om udelukkende virkningsløse midler baseret på overtro, fx anbefales det at lægge solsikkerod på tanden i tilfælde af tandpine. De fleste lægemidler skulle indtages peroralt, men de fremstillede også salver, der skulle påsmøres huden, medicin der skulle inhaleres i form af røg eller dampe og suppositorier til rektal brug (indsættelse i endetarmen).

Ordet azu betyder "vandkyndig" og henviser til "læger", der brugte vand som renselsesmiddel og behandling. Den almindelige befolkning benyttede sig desuden af badning både som religiøs praksis og sygdomsforebyggelse.