Aortainsufficiens er en utæthed (insufficiens) i aortaklappen, som er den hjerteklap, der adskiller venstre hjertekammer og aorta. Denne tilstand kan føre til øget belastning af venstre hjertekammer og kan give åndenød.

Inddeling af aortainsufficiens

Aortainsufficiens inddeles i let, moderat og svær afhængigt af, hvor utæt klappen er. Aortainsufficiens inddeles også i akut og kronisk afhængigt af, om tilstanden udvikler sig pludseligt eller over længere tid.

Aortainsufficiens er kendetegnet ved stor forskel mellem systolisk og diastolisk blodtryk. Det vil sige, at pulstrykket er højt.

Symptomer på aortainsufficiens

Mild aortainsufficiens giver sjældent symptomer, men kan udvikle sig til både moderat og svær aortainsufficiens. Moderat og svær aortainsufficiens vil føre til hjertesvigt.

Undersøgelser ved aortainsufficiens

Ved stetoskopi af hjertet kan aortainsufficiens give anledning til en diastolisk mislyd. Der anvendes ultralyd (ekkokardiografi) til at afgøre, hvorvidt der er tale om aortainsufficiens og til at vurdere sværhedsgraden.

Årsager til aortainsufficiens

Aortainsufficiens kan skyldes medfødt (kongenit) eller erhvervet hjerteklapsygdom.

Behandling af aortainsufficiens

Behandlingen af aortainsufficiens afhænger af årsagen. I nogle tilfælde kan aortainsufficiens behandles ved at skifte hjerteklappen.

Læs mere på lex.dk

  • hjerteklapperne
  • kunstig hjerteklap

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig