Haemophilus influenzae

Haemophilus influenzae blev isoleret fra influenzapatienter i 1889 under influenzaepidemien i 1889-92 af den tyske bakteriolog Richard Friederich Johannes Pfeiffer (1858-1945), og den blev derfor også kaldt Pfeiffer's bacil. Pfeiffer mente fejlagtigt, at den var årsag til virussygdommen influenza. Det blev dog videnskabeligt afvist bl.a. af danske forskere i 1918, herunder den senere professor Oluf Thomsen (1878-1940), Martin Kristensen (1888-1984) og Frederik Thorberg fra Statens Serum Institut og professor Valdemar Bie (1872-1939), Max Christiansen og Carl Schwensen fra Blegdamshospitalet, under den store influenza A-pandemi i 1918-20 (Den Spanske Syge). De fandt ikke Haemophilus influenzae i luftvejssekreter fra influenzapatienter, men mente i stedet, at sygdommen måtte være forårsaget af et virus, mens H. influenzae måtte være en af flere 'blandingsmikrober' uden primær betydning. Først i 1933 kunne tre engelske forskere dog påvise influenzavirus som årsag til influenzasygdommen.

Haemophilus influenzae kræver, som anført, blodprodukter (hæmin) for at kunne vokse. Nogle stammer danner polysakkaridkapsler, og de kan inddeles i seks kapseltyper (a-f), hvoraf type b er stærkt invasiv og forårsager hjernehindebetændelse (meningitis), lungebetændelse og mellemørebetændelse hos små børn, mens større børn og voksne har lavet antistoffer mod kapslen og derfor er immune. De andre kapseltyper giver sjældent alvorlige infektioner.

Vaccination mod type b-polysakkaridkapslen indgår i børnevaccinationsprogrammet med Hib-vaccinen, der er givet siden 1993. Vaccinen gives sammen med vacciner mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio og pneumokokker, når barnet er 3 måneder, 5 måneder og 12 måneder gammelt. Meningitis og andre alvorlige sygdomme forårsaget af H. influenzae type b er derfor næsten forsvundet. Hovedparten af H. influenzae-stammer er uden kapsel, og de er en del af normafloraen (mikrobiotaen) i svælg og mundhule hos mennesker. De forårsager ikke alvorlige sygdomme, men sommetider betændelse i øjets slimhinde (konjunktivitis), og især i efterforløbet af en virusinfektion, kan de forårsage komplicerende mellemørebetændelse, bihulebetændelse og bronkitis hos børn og hos voksne med kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL).

Der findes en række andre Haemophilus-arter i normalfloraen i mund og svælg, som sjældent giver sygdomme (H. parainfluenzae, H. haemolyticus), og i Afrika findes H. ducrey, som forårsager den sjældne kønssygdom chancroid, der er en øm kronisk fortykkelse på kønsorganerne. Haemophilus aegypticus ligner H. influenzae meget og giver akut smitsom konjunktivitis, og den har også givet svære invasive infektioner i Brasilien.

Diagnosen stilles ved mikroskopi og dyrkning og sommetider påvisning af H. influenzae-DNA ved PCR udført på prøvemateriale fra infektionsstedet. Bakterierne er følsomme over for bl.a. amoxicillin, azithromycin og ciprofloxacin men mindre følsomme over for almindeligt oralt penicillin (phenoxymethylpenicillin).

• bakterier
• influenza