GABA-agonister er kemiske stoffer, som efterligner effekten af et naturligt forekommende signalstof i hjernen, kaldet GABA, som på dansk hedder gamma-aminosmørsyre. GABA er, sammen med glutamat, det mest forekommende signalstof i hjernen. GABA-agonister aktiverer GABA-receptorer og dæmper dermed aktiviteten i nerveceller. På den måde virker stofferne hæmmende på en række områder i hjernen, og lægemidler, der er GABA-agonister virker afslappende, angstdæmpende og krampestillende (antiepileptisk).

Virkning

GABA-agonister er stoffer som strukturelt set ligner neurotransmitteren GABA og binder sig til samme bindingssted på GABA-receptorer som GABA. Når GABA bindes til de GABA-receptorer, som er ionkanaler, åbnes ionkanalerne for passage af negativt ladede kloridioner (Cl-) ind i cellerne. Dermed dæmpes nervecellen, og der skal derfor kraftigere stimulering til for at udløse et nervesignal. Det er blandt andet denne strøm af kloridioner, som ligger til grund for GABA-agonisternes hæmmende virkning.

Brug

Selvom mange lægemidler virker på GABA-receptorer, er det kun få, der er GABA-agonister. De fleste er såkaldte modulatorer, der modulerer GABA-receptoren, fx ved at øge klorid-gennemstrømningen gennem receptoren. Det øger virkningen af GABA på receptoren. Nogle af modulatorerne kan dog i meget høje doser virke aktiverende som GABA-agonister.

Eksempler på GABA-agonister

Baklofen er et eksempel på en GABA-agonist, der aktiverer GABA-B-receptoren, som ikke er en ion-kanal, men derimod en G-proteinkoblet receptor.

Baklofen virker mod muskelspasmer, også kaldet spasmolytikum. Lægemidlet bruges til at behandle multipel sklerose, eller skader i rygmarven, der giver muskelspasmer samt stivhed og smerter i muskler. Dog kan baklofen også føre til utilsigtede bivirkninger i form af øgede spasmer og nedsat tærskel for udløsning af epileptiske anfald, søvnighed og kvalme.

GHB, som er et lægemiddel og et misbrugsstof, virker også som agonist på GABA-B-receptoren i meget høje doser. Det giver anledning til bedøvelse og kan i værste fald føre til koma.

Muscimol er et af de psykoaktive stoffer fra den giftige røde fluesvamp, som er en specifik GABA-receptor-agonist. Stoffet virker afslappende, hypnotisk og hallucinerende. Stoffet dannes ved decaboxylering af ibotensyre, som også findes i rød fluesvamp. Den hallucinerende effekt af muscimol i rød fluesvamp har været kendt langt tilbage i historien og muligvis brugt ceremonielt af keltiske druider og siberiske shamaner.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig