AA er en international organisation af alkoholafhængige, der blev oprettet 1935 i USA af Bill Wilson (1895-1971), sammen med hans praktiserende læge. Bill Wilson (egl. William Griffith Wilson) havde selv i en periode misbrugt alkohol som følge af en depression efter en social deroute fra Wall Street ved det store børskrak i 1929. Organisationen har haft bemærkelsesværdig succes med at afvænne sine medlemmer gennem selvhjælp, gensidig støtte og gennem troen på en "højere magt". AA har ud over USA og Canada især opnået udbredelse i Nordvesteuropa. I Danmark slog bevægelsen igennem sidst i 1970'erne og omfatter nu flere hundrede grupper af forskellig art, afhængig af deltagernes habitus.

Faktaboks

Også kendt som
Anonyme alkoholikere, Alcoholics Anonymous (engelsk)

AA organiserer fortrinsvis mænd, men i dag både mænd og kvinder. I 1951 blev Al-Anon oprettet, som har organiseret familiegrupper, hvor pårørende til mennesker med alkoholproblemer gensidigt støtter hinanden.

Fremgangsmåden i AA

AA er en en selvhjælpsbevægelse, der har 12 trin som deres omdrejningspunkt. De 12 trin er baseret på en antagelse om, at afhængighed er en sygdom, og at det eneste middel imod den er en fuldstændig og livslang afholdenhed fra alkohol. Det første af de tolv mål for den enkelte er simpelt og overkommeligt: at holde sig ædru en enkelt dag. Målene i programmet bliver mere og mere krævende, men skal opfyldes, for at alkoholikeren kan nå frem til en stadig dybere erkendelse af egen sygelige trang til at drikke. Deltagelse kræver ikke medlemskab, og det er derfor muligt bare at møde op til møderne i AA, hvoraf der hver uge er talrige landet over. Det koster ikke noget at deltage i AA-møder, det er frivilligt, der er et vist spirituelt element og en livslang tilknytning til AA anbefales. AA-grupper indgår ofte som opfølgningsgrupper efter et afvænningsophold, hvor man følger Minnesotamodellen.

De 12 trin i AA

De 12 trin i AA's program er:

  1. Vi indrømmede, at vi var magtesløse over for alkohol – at vi ikke kunne klare vort liv
  2. Vi kom til at tro, at en Magt større end os selv kunne give os vor sunde fornuft tilbage
  3. Vi besluttede at give vor vilje og vort liv over til Guds omsorg – Gud sådan som vi opfattede Ham
  4. Vi lavede en dybtgående og frygtløs moralsk opgørelse over, hvad vi indeholdt
  5. Vi indrømmede over for Gud, for os selv og for et andet menneske, nøjagtig hvordan det forholdt sig med vore fejl
  6. Vi var helt indstillet på at lade Gud fjerne alle disse fejl i vores karakter
  7. Vi bad Ham ydmygt om at fjerne vore fejl
  8. Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen over for dem alle
  9. Vi gik direkte til disse mennesker og gjorde det godt igen, hvor det var muligt, undtagen hvor dette ville skade dem eller andre
  10. Vi fortsatte vor personlige opgørelse, og når vi havde fejlet, indrømmede vi det straks
  11. Vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede Ham, idet vi alene bad om at få at vide, hvad der var Hans vilje med os og om styrken til at udføre den
  12. Når vi som følge af disse trin havde oplevet en åndelig opvågnen, forsøgte vi at bringe dette budskab videre til alkoholikere og at efterleve disse principper i alt, hvad vi gjorde

Kritik af AA

Tidligere er AA kritiseret for at være modstandere af psykoterapi, brugen af medicin herunder behandling af abstinenser med medicin og for udøvelse af social kontrol overfor deltagere der ikke retter sig efter AA-metoder. Nyere studier har vist at deltagelse i AA-møder eller andre peer-drevne grupper som tillæg til anden alkoholbehandling, øger sandsynligheden for total afholdenhed. Det der er virksomt er blandt andet at AA tilbyder deltagelse i et ædru netværk. For nogle mennesker er deltagelse i AA-møder formentligt også et effektivt tiltag i sig selv selvom evidensen er usikker.

Svarende til AA findes nu også søsterorganisationen N.A., Narcotics Anonymous, der tager sig af misbrugsproblemer i forbindelse med hash og egl. narkotika.

Læs mere på lex.dk

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig