Retrograd amnesi er hukommelsestab, der strækker sig bagud i tiden fra det øjeblik, svigtet opstod. Retrograd amnesi er et almindeligt symptom efter hjernerystelse og efter forskellige typer af hjerneskader. Retrograd amnesi er især hyppigt efter skader på hjernens temporallapper, herunder hjernedelen hippocampus og de omkringliggende hjerneområder, også kaldet de parahippocampale områder.

Svigt af hukommelsestyper

Retrograd amnesi omfatter typisk tab af personlige minder, kaldet autobiografisk hukommelse, samt tab af viden og hukommelse for fakta, kaldet semantisk hukommelse. Ved retrograd amnesi er det hyppigst nyere minder, der ikke kan genkaldes, mens ældre minder i højere grad er bevaret, fx barndomsminder.

Retrograd amnesi adskiller sig fra anterograd amnesi, som er manglende eller nedsat evne til at forme nye minder, for eksempel efter en hjerneskade. Retrograd amnesi kan både optræde isoleret eller sammen med anterograd amnesi. Når retrograd og anterograd amnesi optræder sammen, kaldes dette for global amnesi.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig