Pneumokoniose er en fællesbetegnelse for lungesygdomme, der er forårsaget af indånding af uorganisk støv. Forskellige typer støv har givet navn til de forskellige støvinducerede lungesygdomme. Asbestose er forårsaget af asbest, silikose af krystallinske silikater i bl.a. kvarts.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af pneumo-, græsk konis ‘støv’ og -osis ‘tilstand, sygdom’
Også kendt som
støvlunge

Årsag og forekomst

Fællesmønsteret ved de forskellige støvinducerede lungesygdomme er, at inhalation af støv fra de forskellige kilder igangsætter en betændelsesreaktion i lungevævet. Dette fører i mange tilfælde til dannelse af bindevæv (lungefibrose).

Pneumokoniose forekommer hyppigt i forbindelse med forskelligt håndværk, hvor man udsættes for frit flyvende partikler. Det var hyppigere før effektive beskyttelsestiltag blev iværksat. Minearbejdere var især udsatte, og det samme var arbejdere, der arbejdede med asbest, fx isolatører eller ansatte på asbestfabrikker. Enkelte støvbasserede lungesygdomme har været knyttet til øget risiko for at udvikle andre sekundære lungesygdomme. Fx var der øget risiko for tuberkulose ved silikose og øget risiko for lungehindekræft (mesoteliom) ved asbestose. Forekomsten af mesoteliom er yderligere øget ved samtidig tobaksrygning.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig