passiv immunitet

Passiv immunitet forekommer naturligt hos nyfødte pattedyr, herunder mennesker, som i fostertilstanden har modtaget antistoffer overført fra moderen. Under graviditeten overføres antistoffer af immunglobulin G-isotypen (IgG) fra mor til foster via moderkagen. Dette foregår hovedsageligt efter 34. uge, ved hjælp af en specifik receptor; den neonatale Fc-receptor (FcRn). Denne receptor er i stand til at binde til Fc-delen af IgG og transportere dette over blod-placenta-barrieren. På denne vis overfører moderen passiv immunitet til afkommet overfor alle de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som hun selv har humoral immunitet overfor. Derudover kan antistoffer overføres med modermælken. Hos mennesker gælder dette dog kun IgA-isotypen, som yder passiv beskyttelse i mave-tarmkanalen, men ikke optages i afkommet.

Hos andre pattedyr, såsom mus og kvæg kan IgG derimod overføres med modermælken og optages, idet afkommet her udtrykker FcRn i tarmepitelet. Varigheden af passiv immunitet er for IgG's vedkommende typisk et par måneder, mens IgA's virkning er mere kortvarig, da dette mistes ved passage igennem mave-tarmkanalen.

Princippet bag passiv immunitet udnyttes i sundhedssektoren i forbindelse med forebyggelse og behandling. Dette kan fx være i form af immunserum eller oprenset immunglobulin fra et andet individ. Det andet individ har allerede udviklet immunitet mod sygdommen man ønsker at beskytte mod, ved at det allerede har overstået smitte med sygdommen eller igennem vaccination.

Forebyggelse af infektion kan ske igennem passiv immunisering enten før eller efter eksponering overfor den sygdomsfremkaldende mikroorganisme, henholdsvis betegnet præ- og post-eksponeringsprofylakse, forkortet PEP og PrEP. Som eksempel kan nævnes forebyggelse af rabies efter bid af flagermus. Her involverer post-eksponeringsprofylakse oftest indgift af humant rabies immunglobulin direkte i såret (passiv vaccination), samt rabies vaccination (aktiv vaccination). Fordelen ved at indgive rabies immunglobulin er, at dette kan virke umiddelbart, hvorimod det tager tid for patientens eget immunsystem at opbygge egen immunitet ifm. den aktive vaccination.

Som eksempel på behandling af infektion kan nævnes anvendelsen af såkaldt 'rekonvalescent plasma', som er plasma fra patienter, der har overstået erkendt infektion med det pågældende patogen, i behandlingen af patienter med svær SARS-CoV-2 infektion under COVID-19-pandemien.

Endelig kan passiv immunisering anvendes i behandling af forgiftninger og infektioner med toksinproducerende mikroorganismer ifm. indgift af antitoksiner.

• immunsystemet
• immunisering
• immunglobulin