normalflora

Gennemsnitligt har en voksen person næsten to kvadratmeter hud på kroppen. Huden har diverse mikromiljøer eller zoner med forskellige leveforhold for mikroorganismer, fx forskellig grad af fugtighed og talgproduktion.

Mikroorganismer okkuperer en række nicher på huden og beskytter mod invasion af sygdomsfremkaldende (patogene) mikrober. Den mikrobielle flora findes i øverste lag af epidermis og i hårfoliklerne. Eksempler på hudbakterier er Staphylococcus epidermidis og Cutibacterium (Propionebacterium) acnes arter.

Det totale antal hudbakterier hos et voksent menneske er beregnet til at være 10¹², det vil sige en milliard. På fugtige hudområder, fx i armhulerne og næseborene, er antallet af bakterier over en million per kvadratcentimeter (cm²), mens der på arme og ryg er mellem 1000 og 10.000 per cm². C. acnes kan forårsage bumser (akne) og S. epidermidis kan forårsage kronisk infektion i armhulernes svedkirtler.

Bakterierne på slimhinderne sidder ikke direkte på slimhindernes celler men findes i den slim, som cellerne producerer. Slimen på alle slimhinder indeholder store mængder sekretorisk immunoglobulin A (sIgA), som holder bakterierne på afstand fra cellerne og beskytter mod infektion.

Mikroorganismer kan vokse i munden, hvor de har madrester og døde celler som næring. Vores spyt indeholder antibakterielle stoffer, blandt andet lysozym. Der er påvist op mod 700 forskellige bakterie- og svampearter i mundhulen. Bakterierne danner en film på tænderne, hvor de kan nedbryde sukker, så der dannes syre, der medfører huller i tænderne (karies), tandkødsbetændelse (gingivitis) og løse tænder (parodontitis) og betændelse i tændernes rodkanaler med komplicerende tandbylder. Det er baggrunden for tandbørstning, som er med til at fjerne bakteriefilmen morgen og aften.

Man finder endvidere normalflora i næsebor, der er den samme som på huden, og i næsesvælg og svælg, der er tilsvarende normalfloraen i mundhulen. Næsens bihuler og de nedre luftveje, luftrør, bronkier og alveoler, har ingen normalflora, og de inhalerede bakterier fanges i slimen, som fjernes af fimrehårene, der bevæger slimen ud af organet.

Normalfloraen i tarmen kaldes også tarmfloraen, og den er stærkt påvirket af den mad, man spiser. Der er beskeden normalflora i spiserøret, mest bestående af mundhulens streptokokker. Der er ingen normalflora i mavesækken på grund af syreproduktionen, men bakterierne i den sunkne mad kan overleve og kolonisere i tarmen længere nede.

I tyndtarmen stiger bakterietallet fra 100 i øverste del af tyndtarmen til 100.000 bakterier per milliliter tyndtarmsindhold i nederste del af tyndtarmen. Bakterierne er ikke lokaliseret på tarmcellerne, men holdes på afstand af slimhindens slim og sekretorisk IgA antistoffer. Det er sunkne bakterier fra mund og mad. Tyktarmen indeholder over 10 milliarder levende bakterier per gram tarmindhold (fæces). Bakterier udgør omtrent en femtedel af afføringens vægt.

I tarmen finder man 150–400 forskellige arter af mikroorganismer. De vigtigste tilhører de anaerobe gramnegative bakterieslægter Bacterioides og Fusobacterium, de fakultative gramnegative Enterobacteriaceae, de fakultative grampositive Enterococcus og de anaerobe grampositive Peptococcus og Clostridium arter og desuden methanogene Archaea og nogle eucaryote gærsvampe.

Tarmfloraen nedbryder galdesalte, forskellige aminosyrer og andre fødekomponenter, der ikke er absorberet i tyndtarmen. Nogle former for antibiotika nedbrydes også, blandt andet penicilliner, da mange tarmbakterier producerer penicillinaser. Tarmfloraen producerer blandt andet vitamin B12 og K-vitamin og kortkædede fedtsyrer som smørsyre og eddikesyre. Tarmfloraen har indflydelse på immunapparatet ved at inducere produktion af sIgA, som er rettet mod komponenter i tarmens bakterier, men som også beskytter mod beslægtede sygdomsfremkaldende bakterier.

Der er ingen normalflora i urinblæren, men der er en sparsom normalflora i den yderste del af urinrøret. Herfra kan urinen indeholde 1000 til 10.000 bakterier per ml. Når man opsamler urin til undersøgelse for blærebetændelse, skal man derfor bortkaste den første mindre portion med de forurenende bakterier og sende midtstrømsurinen, der kun kommer fra blæren, til laboratoriet. De almindeligste bakterieslægter i det ydre urinrør er Staphylococcus saprophyticus og enkelte Prevotella-, Escherichia-, Enterococcus- og Streptococcusarter. Hvis bakterier fra tarmen, især Escherichia coli, trænger op i blæren opstår der blærebetændelse (cystitis), og hvis de trænger op i nyrebækkenet opstår der nyrebækkenbetændelse (pyelonephritis). Disse infektioner er meget hyppigere hos kvinder på grund af deres korte urinrør.

Skedens (vagina) normalflora er påvirket af ovariernes hormonproduktion, især østrogen, som ændrer slimhinden. Hos børn og efter menopausen ligner normalfloraen hudfloraen og hos menstruerende kvinder dominerer mælkesyrebakterier. Ved antibiotikabehandling for andre sygdomme kan vaginas normalflora undertrykkes, så gærsvampe kan inficere slimhinden (trøske).