Neonatal mortalitet er antallet af børn, der dør i løbet af de første 28 hele dage efter fødslen, pr. 1000 levendefødte. Dvs. dødsfald hos børn, der er mellem 0 og 27 dage gamle.
I højindkomstlande er den neonatale mortalitet nu 2 til 5 pr. 1000 fødte børn. I middel- og lavindkomstlande kan den være op til 50 pr. 1000. Den neonatale mortalitet udgør i dag størstedelen af spædbarnsdødeligheden og under-five-mortality i næsten hele verden.
Tidlig fødsel er nu den hyppigste årsag verden over. Andre årsager er medfødte misdannelser eller medfødt sygdom, fødselskomplikationer og infektioner.
Uden nogen form for fødselshjælp, fx ved en jordemoder, er den neonatale mortalitet for mennesket 100 pr. 1000 levendefødte børn, dvs. ca. 10 %. Denne høje neonatale mortalitet findes ikke hos andre pattedyr i naturen. Den skyldes formentlig, at mennesket skal føde afkom med store hjerner — og dermed et stort hoved, sammenlignet med menneskets nærmeste slægtninge, menneskeaberne, hvis afkom har meget mindre hjerner.
Kvinden har derfor, formentlig som et biologisk kompromis, der er opnået over en forholdsvis kort tid, udviklet et større bækken. Barnet bliver også født tidligere, dvs. mere umodent. På trods af dette, er det alligevel ikke sjældent, at barnets hoved sidder fast i bækkenet under fødslen. Dermed er risikoen større for, at barnet dør under fødslen, lige efter fødslen eller dør i dagene efter pga. svækkelse og umodenhed.
Fødselshjælp og hurtig hjælp til det nyfødte barn, fx ved en børnelæge, kan forhindre næsten alle neonatale dødsfald.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.