munden

Mundhulen inddeles i vestibulum oris, der er det spalteformede rum mellem tænder/gummer og indersiden af kind og læber og den egentlige mundhule (cavum oris), hvori maden indføres og hvorfra maden efter tygning med tungens hjælp, føres ned i svælget. Når munden er lukket, er mundhulens hulrum en ganske smal, spytbefugtet spalte mellem tunge og gane.

Mundhulens loft, der adskiller den fra næsehulen, udgøres af den hårde og den bløde gane med drøbelen (uvula), mens bunden består af muskler, spytkirtler og bindevæv.

Slimhinden i mundhulen er yderst beklædt med et meget modstandsdygtigt, flerlaget pladeepitel, der indeholder talrige sanseorganer og frie nerveender, der registrerer kulde-, varme-, tryk- og smertepåvirkninger. Også tungens slimhinde er yderst følsom, og den indeholder desuden smagssansens føleorganer. Spredt i bindevævet i slimhinden er der en lang række små spytkirtler, der medvirker til befugtning af mundslimhinden. Der er tre par store spytkirtler, der producerer spyt til mundhulen via større udførselsgange. En af disse kirtler ligger bagtil i vævet under mundbunden (glandula submandibularis), en ligger længere fremme under tungen (glandula sublingualis) og en ligger foran øret (glandula parotis, ørespytkirtlen).

Ørespytkirtlen ligger lige under huden, og sender sin udførselsgang (ductus parotideus) skråt ind gennem kindens tyggemuskel (musculus masseter) til en åbning ud for de bageste kindtænder i overkæben.

Både den mekaniske nedbrydning og den kemiske fordøjelse af maden indledes i mundhulen. Maden findeles ved tygning og blandes med spyt, der indeholder enzymet amylase, der spalter stivelse. Desuden har mundhulens muskler sammen med læber og tunge stor betydning for evnen til artikulering og sang. Mundhulen deltager således i vejrtrækningen, og medvirker i lyddannelsen fra stemmelæberne i struben.

• tænder
• fordøjelsen
• mundhulesygdomme