En klinisk tandtekniker er en person, der varetager indsættelse og korrektion af aftagelige tandproteser til voksne personer med tandtab, som i øvrigt ikke har sygelige forandringer eller medfødte defekter i bevarede tænder og mund eller kæber.
klinisk tandtekniker
Kliniske tandteknikeres arbejdsområde
Den kliniske tandtekniker har både teknisk og sundhedsfaglig kompetence. Dette giver den kliniske tandtekniker mulighed for selvstændigt at behandle patienter i egen klinik eller som ansat i en større tandplejepraksis. Afhængig af arbejdets karakter og patienternes tilstand, vil en klinisk tandtekniker ofte have et samarbejde med en praktiserende tandlæge. Kliniske tandteknikere og tandteknikere er to beslægtede, men forskellige, faggrupper, idet tandteknikere er personer med en erhvervsuddannelse i tandteknik.
Uddannelseskrav til kliniske tandteknikere
Betegnelsen klinisk tandtekniker kræver en bestået eksamen som klinisk tandtekniker i Danmark eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed. Derudover kræves en autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed efter et års arbejde som klinisk tandteknikerassistent.
Den kliniske tandteknikeruddannelse er en videregående uddannelse der foregår ved Aarhus Universitet, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, også kaldet Tandlægeskolen. Den kliniske tandteknikeruddannelse er i 2023 blevet en professionsbacheloruddannelse.
Lovgivning
Lov nr. 100 om kliniske tandteknikere blev vedtaget af folketinget i 1979 efter et intensivt udvalgsarbejde, som var afslutningen på mere end hundrede års kontroverser om tandteknikernes kliniske arbejde. Loven beskrev forudsætningen for kliniske tandteknikeres autorisation samt omfanget af deres virksomhedsområde. Da lov nr. 451 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (Autorisationsloven) trådte i kraft 1. januar 2007 blev bestemmelserne om kliniske tandteknikere inkluderet i autorisationsloven (§ 64). Den specifikke lov om kliniske tandteknikere blev derfor ophævet.
Historisk baggrund
Danmark er et de få lande i verden der tillader tandteknikere med særlig uddannelse at udføre klinisk arbejde på patienter. Den unikke baggrund er interessant: Tandudtrækninger og udførelse af tanderstatninger har været kendt siden oldtiden, ofte udført af selvlærte personer uden egentlig lægelig uddannelse. Befolkningens behov for sådanne behandlinger steg i 1700- og 1800-tallet pga. den stigende forekomst af huller i tænderne forbundet med alvorlig tandpine og en generel mangel på mundhygiejne i befolkningen. Egentlige tandlæger fandtes ikke, og behovet for akut behandling oversteg det, de få læger kunne udføre. Udover læger blev såkaldte amtsbarberer autoriseret til at foretage tandudtrækninger.
Kvaksalveriforordningen
I Danmark indførte sundhedsmyndighederne i 1794 den såkaldte kvaksalveriforordning. Forordningen tillod myndighederne at lade personer, som ikke var egentlige læger (datidens kloge mænd og koner), men som havde erhvervet sig kundskaber i en eller anden del af lægekunsten, at praktisere i deres distrikt.
Forordningen medførte at en særlig tentamen blev indført for personer, som ikke var læger, men som ønskede at virke som tandlæger. Tentamen var en overvejende praktisk prøve, der blev aflagt ved det chirurgiske akademi efter tilladelse af sundhedskollegiet. Kun 16 gange mellem 1796 og 1834 blev der afholdt tentamen. De fleste ansøgere var udlændinge, der ønskede at praktisere i Danmark. Forordningen blev således i vid udstrækning anvendt til at begrænse godkendelserne, hvilket yderligere øgede manglen på tandlæger. Herved åbnede der sig mulighed for at håndværksuddannede personer som kunstdrejere, urmagere og sølvsmede m.v. begyndte at udføre og indsætte kunstige tænder på patienter.
Højesteretsdom for eksistensen af de kliniske tandteknikere
En af disse kunstdrejere, J. F. Iversen, havde igennem længere tid forfærdiget og indsat kunstige tænder på patienter og blev af stadsphysicus anklaget for kvaksalveri. Retssagen gik hele vejen til Højesteret, som i 1843 frifandt ham for kvaksalveri, bl.a. med henvisning til at Iversens metoder tilsyneladende ikke krævede egentlige lægekundskaber. Yderligere argumenter for myndighederne var også, at en begrænsning i tandteknikernes praksis ville medføre formindsket konkurrence på tandlægeområdet og dyrere behandlinger for patienterne.
Højesteretsdommen blev afgørende for den fortsatte eksistens af de kliniske tandteknikere fra 1843 til 1979, selvom den voksende tandlægestand i de mellemliggende årtier mange gange forsøgte at få ændret det lovmæssige grundlag og forbyde klinisk tandteknikerpraksis. I forbindelse med godkendelse af tandteknikerloven oprettedes endvidere en egentlig skoleuddannelse for kliniske tandteknikere ved Aarhus tandlægeskole.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.