Hallux valgus er en fodlidelse, hvor storetåen peger ind mod de andre tæer og i nogle tilfælde lægger den sig også ind over tåen ved siden af. Storetåen bliver skæv og bredden på forfoden øges. Denne fodlidelse er særligt udbredt blandt kvinder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af latin hallux ‘storetå’ og valgus ‘hjulbenet’
Også kendt som

skæv storetå med knyst

Årsager til hallux valgus

Det har været antaget, at en vigtig årsag til lidelsen var brug af for trange eller spidse sko og høje hæle, der giver dårlige forhold for foden. Lidelsen er imidlertid ikke altid et resultat af dårligt fodtøj. Nogle har en medfødt tendens til at udvikle denne fejlstilling, og derudover svækkes musklerne og ledbåndene, der holder storetåen på plads, med alderen. Årsagen kan også være leddegigt. Leddegigt giver ofte også andre deformiteter af tæerne på grund af mere omfattende skade af led og ledkapsler.

Deformiteten giver smerter på grund af tryk fra skoen på knoglen. Huden kan blive irriteret og tyk og der kan danne sig en slimsæk (bursa) under huden. Denne slimsæk kan blive inficeret (bursitis).

Behandling

Behandlingen består først og fremmest i at finde korrekt fodtøj, eventuelt ortopædisk fodtøj. Særligt slemme tilfælde bliver behandlet kirurgisk med korrektion af fejlstillingen.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig