Folie à deux er en sjælden tilstand, hvor en vrangforestilling hos én person overføres til en anden, fx ægtefælle, søskende, forældre eller børn. Vrangforestillingen deles således af to eller flere personer, der er emotionelt tæt forbundne. Det er imidlertid kun den ene person, der faktisk har en psykotisk lidelse, og typisk vil vrangforestillingen klinge af hos den inducerede, når de to adskilles.

Faktaboks

Etymologi
Tilstandens navn er fransk og betyder egentlig 'vanvid for to'.
Også kendt som

induceret psykose, dobbeltpsykose

Vrangforestillinger ved induceret psykose

Vrangforestillingerne kan være bizarre, fx at begge er overbeviste om at fysiske symptomer skyldes en fremmed magt, der sender stråler ind i huset. De kan også være tilsyneladende mulige, om end usandsynlige, fx at politiet aflytter telefonen. Storhedsforestillinger kan også forekomme, fx at offentliggørelse af ens tanker vil føre til at den amerikanske præsident skal gå af.

Behandling

Behandlingen er sædvanligvis en kombination af medicinering og psykoterapi hos personen, som først udviklede vrangforestillingerne. Hos den, der har overtaget vrangforestillingerne kan psykoterapi og adskillelse ofte være tilstrækkelig behandling.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig