Epifysiolyse
Epifysiolyse af lårbenshovedet (pil)
Epifysiolyse
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0
Epifysiolyse af distale radius.
Epifysiolyse af distale radius, der er den almindeligste form for epifysiolyse.
Epifysiolyse af distale radius.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Epifysiolyse er glidning i en knogles vækstplade (epifyse).

Faktaboks

Etymologi
af græsk lysis ‘løsning’
Også kendt som

epifyseløsning

Former

Den mest almindelige form for epifysiolyse ses i forbindelse med et håndledsbrud hos børn. Et andet eksempel er epifysiolyse af lårbenshovedet, hvor der sker en glidning i vækstpladen mellem ledhovedet (caput femoris) og lårhalsen. Denne type glidning i hoften kan forekomme uden kendt forudgående traume, eller komme akut efter et fald.

Årsager til epifysiolyse

Den mest almindelige årsag til epifysiolyse er et traume, fx fald på en udstrakt arm eller på hoften. Epifysiolyse er en klassisk fraktur hos børn, og forekommer kun hos børn med åbne vækstskiver, det vil sige børn, der fortsat er i vækst. Fejlstillede epifysiolyser kan ubehandlet udvikle sig til alvorlige leddefekter med stærkt nedsat ledfunktion.

Diagnose

Salter-Harris klassificering af epifysiolyser
Salter-Harris klassificering af epifysiolyser. Type 2 er den hyppigste form for epifysiolyse. Bruddet går ind igennem vækstskiven og ud i metafysen. Type 3 og 4 er intraartikulære brud og afficerer dermed ledfladen. Der er usikkerhed om hvorvidt type 5 eksisterer (kompressionsfraktur af vækstskiven).
Salter-Harris klassificering af epifysiolyser
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

De fleste epifysiolyser diagnosticeres ved almindelig røntgenundersøgelse. Af og til kan billeder fra en CT-scanning give nyttig information, fx ved epifysiolyser i ankelleddet hos unge. Her vil en CT-scanning kunne give information, der kan være nyttig for at forstå den tredimensionelle glidning af frakturen gennem vækstskiven.

Epifysiolyser klassificeres efter Salter-Harris klassifikationen.

Behandling af epifysiolyse

Behandlingen afhænger af, hvilket led, der er skadet. I reglen vil en skade gennem en vækstskive kunne føre til vækstforstyrrelse i sig selv.

Akutte dislokerede brud kan reponeres, hvis vækstskiven er gledet mere end 25 procent. Manipulering skal være så skånsom som muligt.

Epifysiolyse Salter-Harris type 3 og 4 er frakturer inde i selve leddet. Det er sjældne brudtyper, og hvis de er med fejlstilling skal de som regel opereres for at undgå senere skader på leddets normale anatomi.

Behandling af epifysioloyse i caput femoris er altid operativ for at hindre yderligere glidning.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig