ekstern fiksation

Tidligere blev ekstern fiksation ofte anvendt ved behandling af håndledsbrud. Nu bruges behandlingen mest ved alvorlige, åbne og komplicerede knoglebrud.

Ekstern fiksation kan også benyttes til gradvis korrektion af fejlstillinger i knogler. Det kan være for at korrigere knoglebrud, der er helet med fejlstilling, til korrektion af erhvervede aksefejl i lange rørknogler eller ved knoglelængdeforskel, hvor der foretages knogleforlængelse. I disse tilfælde oversaves (osteotomeres) knoglen, og den eksterne fiksationsramme benyttes til at korrigere benlængdeforskellen gradvist og langsomt, mens strækket på det nye knogle (kallus) vedholdes uden, at det mineraliserer helt.

Infektion i huden i de områder, hvor pindene stikker ud, er en almindelig komplikation. En sådan infektion skal i nogle tilfælde behandles med antibiotika, og i andre tilfælde skal de inficerede pinde eller skruer udskiftes.

Den eksterne fiksation kan beholdes på, indtil frakturen er helet. Det kan tage flere uger og op til flere måneder. Den eksterne fiksation kan i forløbet også udskiftes med fx en metalskinne eller et marvsøm, som sidder inde i kroppen. Et marvsøm er et eksempel på intern fiksation.

• behandling af knoglebrud
• knogler
• betændelse
• antibiotika
• osteotomi