cellebiologi

Der er flere hovedområder inden for cellebiologen. Det ene delområde af cellebiologien omhandler cellens genetik. Et andet underområde fokuserer på strukturen af cellen og dets organeller, imens et andet fokuserer på studiet af cellens stofskifte og de biokemiske mekanismer, der understøtter cellens stofskifte. På tværs af mange cellebiologiske discipliner findes det ekstra underområde, der beskæftiger sig med cellekommunikation og signalering, og som koncentrerer sig om de beskeder, som celler giver til og modtager fra andre celler og sig selv. Og endelig er der det underområde, der primært beskæftiger sig med cellecyklussen. Mange cellebiologer befinder sig i skæringspunktet mellem to eller flere af disse underområder, efterhånden som vores evne til at analysere celler på mere komplekse måder udvides.

I 1665 opdagede den engelske videnskabsmand Robert Hooke (1635-1703) med sit enkle mikroskop, at tynde skiver af kork var sammensat af regelmæssige, små kamre. Han kaldte dem celler, efter ordet "cellen" som betyder "lille kammer". Det ham så var cellevægge i korkvæv.

Nogle få år efter, i 1677, opdagede den hollanske videnskabsmand Anton van Leeuwenhoek (1632-1723) sædcellerne. Han undersøgte sin egen sæd i sit hjemmelavede mikroskop. Her så han de sædcellerne, der bevægede sig. Det at cellerne bevægede sig, gjorde, at han antog, at de var levende organismer.

Lignende observationer blev gjort på forskelligt materiale af planter og dyr, og i 1800-tallet påviste en række forskere, blandt andre tyskerne Matthias Jacob Schleiden, i 1838, og Theodor Schwann (1810-1882), i 1839, at både planter og dyr er bygget op af celler.

• celle
• cytologi
• mikroskopi