| 1972 | 12,4 |
|---|---|
| 1982 | 6,6 |
| 1992 | 4,59 |
| 2002 | 3,61 |
| 2012 | 1,94 |
| 2021 | 1,76 |
Børne- og ungdomstandpleje er det offentliges tilbud om vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje for alle børn og unge under 22 år. Tandplejen udføres overvejende på kommunale klinikker, sædvanligvis placeret på skoler, men det offentlige yder også tilskud til børne- og ungdomstandpleje hos privatpraktiserende tandlæger, såfremt der ikke findes offentlige klinikker i området.
børnetandpleje, skoletandpleje, ungdomstandpleje
Behandling af huller i tænderne (karies) og sygdomme i tandkødet udgør den overvejende del af tandplejen. Hos ca. 25 procent af børnene foretages der også tandregulering, især hvis der er tale om vanskeligheder ved tygning og tale.
Der foretages regelmæssige eftersyn af børnenes tænder, og der gives individuel instruktion i mundhygiejne samt kostvejledning. En vigtig opgave for børne- og ungdomstandplejen er desuden klasseundervisning i mundhygiejne. Når børnene fylder 16 år, kan de frit vælge, om de vil behandles på en offentlig klinik eller hos en privatpraktiserende tandlæge. Behandlingen er i begge tilfælde gratis for den unge.
Ved at placere tandklinikkerne i skolemiljøet opnåede man let adgang til børnene, som herved kunne indkaldes under skoledagen, ofte klassevis. Desuden kunne tandklinikkens personale let samarbejde med skolen om oplysningsarbejde vedrørende tandsundhed direkte i klasserne. I de efterfølgende år gennemførtes flere udvidelser i børnetandplejen.
De mest markante udvidelser fandt sted i 1981, hvor alle skolepligtige børn blev omfattet af tandplejetilbuddet og i 1986, hvor tandplejeloven blev vedtaget. Denne fastslog, at alle børn fra fødsel til 18 år skulle have et gratis tandplejetilbud, enten på en kommunal tandklinik eller hos en privatpraktiserende tandlæge som har kontrakt med kommunen.
Baggrunden for etablering af den kommunale børne- og ungdomstandpleje var den dramatiske forværring af børns tandsundhedssituation i 1960erne. Men allerede omkring 1900-tallet var enkelte privatpraktiserende tandlæger begyndt at besøge skoler i deres lokalsamfund for at undersøge børns tænder og tilbyde behandling når det var nødvendigt.
I 1896 oprettede tandlæge Marinus Kjær (1850-1929) sin egen skoletandklinik i Svendborg som den første i landet, og Københavns Kommune indførte skoletandpleje i 1923. I løbet af de næste årtier viste flere undersøgelser af skolebørns tænder, at huller i tænderne var et alvorligt og udbredt problem, som medførte smertefulde tilstande hos mange børn med skolefravær og tandudtrækninger til følge.
Mange større bykommuner etablerede deres egne skoletandklinikker, men der var stor variation mellem kommunerne, specielt mellem land og by. Med bred politisk og fagpolitisk støtte nedsattes børnetandplejekommissionen i 1959, som afgav betænkning i 1966 med et forslag til lov om offentlig forebyggende børnetandpleje. Vederlagsfri forebyggende og behandlende børnetandpleje blev indført med lov om børnetandpleje i 1971. Formålet var at sikre alle børn i den skolepligtige alder et kommunalt finansieret tandplejetilbud, typisk på tandklinikker der blev oprettet på landets skoler (heraf den ofte anvendte betegnelse skoletandpleje).
Ved vedtagelsen af lovforslaget i Folketinget i 1971 understregede daværende indenrigsminister Egon Jensen, at kommende generationers børn ikke skulle lide under de alvorlige konsekvenser affødt af tandsygdomme hos børn.
Med Sundhedslovens ikrafttræden i 2007 blev børne- og ungdomstandplejen en integreret del af de kommunale sundhedsydelser, som nu omfatter vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje for alle børn og unge under 22 år.
I følgebestemmelser til børnetandplejeloven blev kommunerne pålagt en indberetningspligt om hvordan de gennemførte loven og hvorledes børnenes tandsundhedssituation udviklede sig. Sundhedsstyrelsen skabte et innovativt og unikt indberetningssystem som var baseret på en elektronisk journal for hvert barn der var omfattet af børnetandplejen. Systemet blev kaldt Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Register (SCOR-registret), som nu administreres af Sundhedsdatastyrelsen.
Siden børnetandplejens ikrafttræden i 1972 har den kommunale tandpleje og praktiserende tandlæger foretaget systematisk indberetning til registret, som har gjort det muligt at følge den dramatiske forbedring i danske børns tandsundhed fra år til år. Typisk måles denne ved at beskrive hvor mange huller de har i deres mælketænder (hos 5-årige) og deres permanente tænder (hos 12 og 15-årige).
Som eksempel kan nævnes at 5-årige børn i 1974 i gennemsnit havde 4 huller i deres mælketænder, mens 12-årige i gennemsnit havde 6 huller i deres permanente tænder. I 1994 var disse tal omkring 2 huller hos 5-årige og omkring 1 hul hos 12-årige, og i 2022 under 1 hul i gennemsnit for begge aldersgrupper. I samme periode er procentdelen af 5-årige, som var helt uden huller i tænderne (karies) under 30 procent i 1974, 63 procent i 1994 og 84 procent i 2022. Procentdelen af 12-årige helt uden huller i tænderne var under 10 procent i 1974, omkring 50 procent i 1994 og omkring 80 procent i 2022. På mindre end 50 år er danske børns tandsundhed ændret fra en af de alvorligste i verden til en af de bedste.
De to illustrationer er fra Sundhedsstyrelsens Centrale Odontologiske Register, der grafisk viser to eksempler på den dramatiske forbedring i danske børns tandsundhed. Hos 7-årige børn er det gennemsnitlige antal af tandflader med karies i mælketænderne gået ned fra 12,4 i 1972 til 1,76 i 2021. Antallet betegnes med et tandlægefagligt udtryk kaldet dmfs. Hos 12-årige børn var kun 5 procent helt uden karies i 1977, mens 84 procent af 12-årige var uden karies i 2021.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.