Atonisk blødning er blødning fra livmoderen efter fødslen, fordi den normale sammentrækning af livmoderen svigter. Risikofaktorer for dette er langvarig fødsel og flerfoldsfødsel, dvs. fødsel af tvillinger eller trillinger. Atonisk blødning er den hyppigste årsag til unormal stor blødning efter en fødsel, hvilket svarer til en blødning på mere end 1000 ml.

Baggrund

Tonus er den muskelspænding, der normalt er i kroppens muskler, både dem som kan kontrolleres fx arme, ben og nakke, og dem som ikke kan kontrolleres, fx livmoder og tarm. Atoni er når den muskelspænding forsvinder.

Livmoderen vil ved langt de fleste fødsler, hvad enten fødslen er foregået vaginalt eller ved kejsersnit, trække sig sammen, når barnet og moderkagen er født. Det er hensigtsmæssigt, da det begrænser blødningen fra det store "sårområde" i livmoderen, hvor moderkagen har siddet fast. Sammentrækningen af livmoderen foregår ved udskilles af hormonet oxytocin og processen kan fremmes ved, at give en indsprøjtning af Syntocinon®, som er syntetisk oxytocin, i moderens lår efter fødslen. Hvis livmodermusklen blive atonisk, trækker livmoderen sig ikke sammen, og det kan bløde ganske voldsomt.

Forekomst

I Danmark er blødning i forbindelse med graviditet og fødsel en meget, meget sjælden dødsårsag. I fødselshjælpen er der stor opmærksomhed på, at undgå blødning, herunder blødning pga. livmoderatoni. Globalt set dør over 250.000 kvinder årligt i forbindelse med graviditet og fødsel, og over en fjerdedel af disse dør af blødning.

Risikofaktorer

Atonisk efterfødselsblødning ses oftere efter langvarige fødsler med brug af vestimulerende drop, fødsel af tvillinger, fødsel af meget store børn (over 4500 g) eller fødsler hos kvinder, der har tidligere har haft stor efterfødselsblødning eller har født mange børn.

Diagnosen

Diagnosen stilles ved en vurdering af, at livmoderen ikke trækker sig sammen, og at blødningen fortsætter. Jordemoderen eller lægen vurderer livmodernes tonus med hænderne og livmoderen masseres for at fremme muskelfibrenes sammentrækning. Det foregår i roterende bevægelser og kaldes "kugling" af livmoderen. Blødningsmængden skønnes og vejes, hvis blødningen fortsætter. Puls og blodtryk kontrolleres, da pulsen kan stige, og blodtrykket falde, ved en større blødning.

Behandling

Formålet med behandlingen er at stoppe blødningen fra livmoderen. Behandlingen kan foregå medicinsk eller ved operation.

Medicinsk behandling

Når barnet og moderkagen er født tilbydes en indsprøjtning til moderen med Syntocinon®, der fremmer livmoderens sammentrækning og kan forebygge store blødninger. Hvis der, efter indsprøjtningen, er mistanke om, at livmoderen ikke trækker sig sammen, opsættes et drop med Syntocinon® og der tilføres væske.

Operation

Hvis livmoderen er helt slap (atonisk), og blødningen fortsætter, overflyttes kvinden til operationsstue og bedøves. Lægen fører sin hånd og arm går op i livmoderen for at tømme den for eventuelle rester af moderkage eller fosterhinder og størknet blod, og der anvendes yderligere livmoderssammentrækkende lægemidler i tillæg til behandlingen. Det undersøges desuden om blødningen kan stamme fra bristninger i livmoderhalsen, skeden eller mellemkødet, og så fald sys (sutureres) bristningen for at stoppe blødning. I helt ekstreme tilfælde, hvor kvindens liv er i fare, opereres livmoderen ud for at stoppe blødningen.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig