Arbejdsmedicin er et medicinsk speciale, som beskæftiger sig med sammenhængen mellem påvirkninger i arbejde og miljø og helbred. I modsætning til de fleste andre medicinske specialer ligger hovedvægten i arbejdsmedicinen på en forståelse af årsagerne til sygdommene, og indsatsen for at forebygge arbejds- og miljørelaterede sygdomme hos personer og persongrupper er helt afgørende.
arbejdsmedicin
Bernardino Ramazzini (1663-1714) regnes som arbejdsmedicinens fader
Arbejdsmedicinens historiske udvikling
Arbejdets betydning for helbredet har været kendt i gennem århundreder. I år 1700 udgav Bernardino Ramazzini (1663-1714), der var professor ved det medicinske fakultet i Padova, lærebogen De morbis artificium diatribia (1713) (dansk titel Om sygdom og arbejde, 2005). Ramazzini regnes for “arbejdsmedicinens fader”, men det var den industrielle revolution, der fra midten af 1700-tallet for alvor satte fokus på sammenhængen mellem arbejde og helbred.
Industrialiseringen betød at millionvis af arbejdere på de nye fabrikker blev udsat for umenneskelige arbejdsforhold. Arbejdsulykker og sygdomme efter indånding af støv og giftige gasser og dampe steg dramatisk, og kampen for bedre og mere sikre arbejdsforhold blev en vigtig del af den tidlige arbejderbevægelse.
Udviklingen i Danmark
Herhjemme betød en særlig opmærksomhed på børnearbejde og de negative helbredseffekter, at der i 1873 blev vedtaget en lov med visse begrænsninger for børnearbejde. De arbejds- eller fabriksinspektører, der skulle sikre loven overholdelse, blev samtidig starten på Arbejdstilsynet i Danmark. Det var dog først med ungdomsoprøret og den radikale studenterbevægelse i 1970'erne, at det, der kan kaldes den moderne danske arbejdsmedicin, opstod. Engagerede læger blev en vigtig del af en udvikling, der satte arbejdsmiljøet på dagsordenen og førte til vedtagelsen af den første danske arbejdsmiljølov i 1975.
Ramazzini og den industrielle revolutions pionerer
Dr. Alice Hamilton (1869-1970). En af arbejdsmedicinens tidligere pionerer i USA og det første kvindelige fakultetsmedlem på Harvard University.
I Ramazzinis lærebog fra år 1700 beskrives sammenhængen mellem faktorer i arbejde og sygdom i over fyrre forskellige erhverv og håndværk. Bredden af påvirkninger er imponerede: Fra kviksølvforgiftning hos spejlmagere til bevægeappartssygdomme hos arbejdere med fastlåste arbejdsstillinger og gentagne bevægelser. Samtidig blev lærebogens systematiske tilgang og insisteren på at kortlægge årsagerne til sygdom en forløber for den epidemiologiske metode.
Charles Thurner Thackrah (1795-1833)
Ramazzinis efterfølgere i den industrielle revolutions England bl.a. lægen Charles Thurner Thackrah (1795-1833) fortsætter traditionen, og beskriver i en afhandling fra 1832 hvordan arbejdsforholdene fører til sygdom og forkorter livet blandt arbejdere i en lang række forskellige erhverv. Han identificerer de sygdomsfremkaldende faktorer og beskriver, hvordan disse kan fjernes eller reduceres ved f.eks. at forbedre ventilation, fjerne støv og udsættelse for gasser, udgå brugen af bly i glasur ved keramikfremstilling, nedsætte arbejdstiden med stående arbejde og ikke mindst begrænse børnearbejdet.
Friederich Engells (1820-1895)
De horrible sundhedsforhold og den reducerede levealder blandt industrialiseringens arbejdere beskrives endegyldigt af Friederich Engells (1820-1895). I værket Arbejderklassens forhold I England (1845) sammenfatter og dokumenterer han de kombinerede effekter af umenneskelige bolig og arbejdsforhold.
Alice Hamilton (1869-1970)
I USA, hvor den anden industrielle revolution kulminerer i starten af 1900-tallet, var lægen Alice Hamilton (1869-1970) en af de tidlige arbejdsmedicinske pionerer. På opdrag af den nyoprettede Occupational Disease Commision (1910) i staten Illinois, undersøgte hun bl.a. kulilteforgiftning blandt stålarbejdere, kviksølveksponering hos hattemagere og beskrev ”hvide fingre” efter udsættelse for hånd-arm-vibrationer. I 1919 blev Dr. Hamilton ansat som lektor i industrimedicin på Harvard Medical School og blev det første kvindelige fakultetsmedlem på Harvard University.
Arbejdsmedicinen i Danmark
Inden vedtagelsen af loven om børnearbejde i Danmark i 1873, havde lægen Emil Hornemann (1810-1890) undersøgt helbredeffekterne af børns arbejde. I 1872 holdt han på det Nordiske Industrimøde 1872 et foredrag Om Børns Anvendelse i Fabrikker, som var stærkt medvirkende til lovens vedtagelse.
Islændingen Skuli Gudjónsson (1895-1955) blev imidlertid med en ansættelse som overlæge i direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet i 1933 den første egentlige arbejdslæge i Danmark. Det var dog Gudjónssons efterfølger Poul Bonnevie (1907-1990), der for alvor kom til at præge dansk arbejdsmedicin. Bonnevie, der var overlæge i tilsynet fra 1939-1955, blev klinikchef på den første arbejdsmedicinske klinik på Rigshospitalet i 1946 og i 1948 udnævnt som professor i hygiejne ved Københavns Universitet. Hygiejne omfattede dengang det arbejdsmedicinske område, og Bonnevie, som var med til at udvikle og definere faget og undervise de lægestuderende, blev dermed en central figur i udviklingen af dansk arbejdsmedicin i de tidlige år.
Den betydelige rolle i samfundslivet, som arbejdsmedicinen har i dag, er imidlertid først og fremmest et resultat af det miljø som opstod omkring ungdoms- og studenteroprøret i 1960’erne og 70’erne. På dette tidspunkt blev der i Århus og København indledt et samarbejde mellem en række fagforeninger og medicinske studenter, hvilket resulterede i udgivelsen af en række fagkritiske tekster, fx Malerrapporten, Bryggerirapporten og Skæreolierapporten, der alle på kritisk måde analyserer sammenhæng mellem arbejdsmiljø og helbred.
De fagkritiske rapporter blev en del af den offentlige debat og det stigende politiske fokus på arbejdsmiljøet, som førte til vedtagelsen af arbejdsmiljøloven i 1975, oprettelsen institutioner som Arbejdsmiljøinstituttet (i dag Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø) og Bedriftssundhedstjenesten (1978-2008) samt udbygningen af de arbejdsmedicinske klinikker.
Arbejdsmedicinske klinikker
I en lang periode efter oprettelsen i 1946 var klinikken på Rigshospitalet den eneste arbejdsmedicinske klinik i Danmark. Arbejdsmiljøloven – og en senere betænkning fra en embedsmandsgruppe under arbejdsministeriet – betød imidlertid, at der fra 1977 blev etableret en række nye arbejdsmedicinske klinikker.
Klinikkerne i Aarhus og Odense blev oprettet i 1977, og i løbet af de næste ti år var der etableret klinikker i alle landets amter. Regionaliseringen af sundhedsvæsenet betød en vis begrænsning i antallet, og aktuelt er der syv arbejdsmedicinske klinikker i landet, en i Region Sjælland, to i Region Syddanmark, to i Region Midt og en i Region Nord.
Klinikkerne er specialiserede afdelinger på sygehusene, som undersøger om arbejdsmiljøet er årsagen til sygdomme. Det kliniske arbejde omfatter patientundersøgelser på både individ- og gruppeniveau og består af diagnostisk udredning, eksponeringsbeskrivelse, årsags og risikovurdering af arbejds- og miljøforhold, samt vurdering af prognose og rådgivning om arbejdsfastholdelse. Der udføres ikke egentlig behandling.
Speciallægeuddannelse i arbejdsmedicin
Sideløbende med oprettelsen af de arbejdsmedicinske klinikker blev der arbejdet med etablering af en egentlig speciallægeuddannelse i arbejdsmedicin, som blev endelig vedtaget i 1982.
En kerneopgave er det forebyggende arbejde, og målbeskrivelsen for speciallægeuddannelsen (senest revideret i 2022) understreger forskningsaspektet som en central del af klinikkernes arbejde og specialets natur. Dette fokus på forskning har været med til at etablere en dansk arbejdsmedicinsk forskning med betydelig international gennemslagskraft.
Forskningsområder
Organiske opløsningsmidler
Toksikologiske problemstillinger dominerede arbejdsmedicinen i 1970’erne og 1980’erne. Et eksempel er debatten om hjerneskade efter udsættelse for organiske opløsningsmidler. På trods af betegnelsen malerhjerne eller malersyndromet var det ikke kun malere, men også tusindvis af arbejdere i industrien, der var udsat for de organiske opløsningsmidler.
Dansk arbejdsmedicinsk forskning var her stærkt medvirkende til, at lidelsen toksisk hjerneskade blev anerkendt – også internationalt – som en arbejdsbetinget lidelse. Det blev samtidig muligt at definere hvilke eksponeringsniveauer, der skulle til for at udvikle sygdom. Bemærkelsesværdigt betød resultaterne og en hurtig teknologisk udvikling, at det over en relativ kort årrække lykkedes at udfase brugen af disse opløsningsmidler og fjerne de kroniske forgiftninger og følgesygdommene.
Sygdomme i bevægeapparatet
Fra starten af 1990’erne udgør bevægeapparatssygdommene hovedparten af erhvervssygdommene. Det sker bl.a. som følge af ændrede anmeldelseskriterier. I 1993 blev lidelser i nakke og skulder hos syersker efter politisk pres optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen, og belastninger som følge af ensidigt gentaget arbejde (forkortet EGA) kom i fokus. Samme år tiltrådte arbejdsministeren en ambitiøs handlingsplan mod EGA. Planen, der var udarbejdet af arbejdsmarkedets parter, havde som målsætning at halvere omfanget af sundhedsskadeligt EGA inden år 2000. For at understøtte planen afsattes betydelige forskningsmidler, og de arbejdsmedicinske klinikker blev hovedaktører i en forskningsindsats, der kortlagde sammenhængen mellem belastningsfaktorer i arbejdet, herunder repetitivitet, kraftanvendelse og arbejdsstillinger, og udviklingen af specifikke muskel-skelet sygdomme.
Bevægeapparatslidelser spiller stadig en væsentlig rolle i forskningen, men der er de senere år sket en betragtelig stigning i patienter, der henvises til klinikkerne med stressrelaterede lidelser. Kortlægning og analyser af årsagssammenhænge mellem faktorer i det psykosociale arbejdsmiljø og helbredsudfordringer samt arbejdsmarkedstilknytning er derfor i stigende grad blevet en del af den arbejdsmedicinske forskning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.