Ankelbrud
Ankelbrud i yderste ankelkno i lægben (fibula), laterale malleol, nærmest beskueren og
brud i skinnebenet (tibia) fortil over mod inderste ankelkno.
Af /Laboratoires Servier.
Licens: CC BY SA 3.0

Ankelbrud er et brud igennem lægbenet og/eller skinnebenet omkring ankelleddet. Ankelbrud opstår typisk ved kraftige forvridninger af fodleddet. Der ses hyppigere brud på den ydre ankelkno (malleolus lateralis) end ankelknoen på indersiden (malleolus medialis).

Faktaboks

Også kendt som

malleolfraktur, ankelfraktur

Brud eller forstuvning i anklen

I mange tilfælde er det svært at afgøre, om det drejer sig om brud eller forstuvning af anklen. Ved brud er det som oftest ikke muligt at støtte på foden. Ved tvivl om der er tale om et brud eller en forstuvning kan anklen røntgenfotograferes.

Operation

Hvis ankelleddet har været helt ude af led som følge af bruddet, er det oftest påkrævet at operere for at genskabe ankelleddets normale stilling. Ankelbrud som ikke kræver operation, kan behandles med gips sædvanligvis i ca. seks uger.

Kompressionsbrud i anklen

En speciel type af ankelbrud er kompressionsbrud, som opstår ved fald direkte på foden. Ved et sådan brud bliver Rullebenet (talus) presset op i gaflen til skinnebenet og lægbenet. Samtidig bliver ledfladen nederst på skinnebenet trykket ind. Den slags brud kræver altid operation.

Komplikationer

Ved ankelbrud kan ledbåndforbindelsen mellem lægbenet og skinnebenet blive beskadiget (syndesmose-ruptur). Det er derudover hyppigt, at der også ses skader af ledbrusken i ankelleddet.

Smertefuld slitagegigt (artrose) i ankelleddet er en alvorlig, men sjælden komplikation til ankelbrud. Hvis artrosen opstår, kan den behandles med afstivningsoperation (artrodese) eller indsættelse af kunstigt led (protese).

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig