Akutte smerter
Akutte smerter i fod
Akutte smerter

Akutte smerter er pludseligt opståede smerter og er kroppens advarsel om skade eller en truende skade på væv. Akutte smerter forsvinder igen, og de varer ofte kun få minutter eller timer, men kan vare flere dage eller uger. Akutte smerter er et symptom, og de kan fx opstå når en finger kommer i klemme, ved en mindre forbrænding eller ved større skader, fx en brækket knogle eller efter operation. Akutte smerter opleves gradvist svagere i takt med, at det skadede væv heles, og smerterne svinger hurtigt i intensitet, afhængig af om kroppen holdes i ro eller er aktiv.

Generel behandlingsstrategi

Uanset årsagen til den akutte smerte er der nogle generelle og overordnede behandlingsstrategier som følges. Ved behov for smertestillende medicin anvendes paracetamol som førstevalg, og gigtpræparater som fx ibuprofen som andet valg, hvis behandling med paracetamol ikke er tilstrækkelig. Morfin og morfinlignende stoffer anvendes kun ved større skader og gives i få dage til få uger, i små doser.

Paracetamol og ibuprofen kan købes i håndkøb, mens morfin kun fås på recept. Alle medicinske præparater til behandling af akutte smerter kan give bivirkninger, men især gigtpræparaterne er forbundet med alvorlige og i værste fald dødelige bivirkninger. Risikoen for alvorlige bivirkninger stiger med alderen, samt hvis personen har andre sygdomme.

Specifik behandlingsstrategi

Afhængigt af hvad der har udløst den akutte smerte, kan der tilbydes patienterne en mere specifik og målrettet behandling, fx at et brandsår køles ned med koldt vand. Specifik behandling af akutte smerter kan også være en blokade af nerverne i det forpinte området eller en operation, fx ved at en brækket knogle stabiliseres med skruer og plader.

Blokadebehandling af akutte smerter ved større skader

Ved større skader kan akutte smerter behandles med en nerveblokade. En nerveblokade kan fx anvendes ved adskillige brækkede ribben som besværliggør dyb vejrtrækning og hoste, og i sådanne tilfælde anlægges en epiduralblokade til at lindre smerter fra ribbenene. Der kan også anvendes en blokade i lysken til skader i benene, eller en blokade i armhulen eller på siden af halsen, til skader i armene. Nerveblokader er enten anlæggelse af en enkelt dosis lokalbedøvende eller kontinuerlig tilførsel af lokalbedøvende medicin igennem et kateder, som kan give smertelindring i dage til få uger.

Morfinbehandling af akutte smerter

Morfin og morfinlignende stoffer til akutte smerter anvendes i små doser ved behov og kun i få dage til få uger. Morfinbehandling fortsætter til vævet er helet op, og smerterne er reduceret til et niveau, hvor paracetamol og eventuelt et gigtpræparat er tilstrækkeligt til, at patienten kan genoptage sit hverdagsliv.

Hvis smerterne varer mere end to til tre uger, og der fortsat er behov for morfin, kan morfin som depotpræparat anvendes som smertelindring. Ved depotmorfin indsætter virkningen langsommere, men er til gengæld længerevarende, og der kan opnås en jævn og døgndækkende smertebehandling. Hvis der er behov for større doser morfin i længere tid, kan der med fordel udarbejdes en nedtrapningsplan mhp. at stoppe behandlingen. En nedtrapningsplan lægges i samarbejde med den praktiserende læge, og planen skitserer hvor længe morfinbehandlingen forventes at skulle vare, og hvordan mængden af morfin kan reduceres fra uge til uge, til behandlingen ophører.

Morfinbehandling til ældre

Morfin til ældre personer gives i små doser, da de kan blive konfuse og svimle af behandlingen. Personer med nedsat nyrefunktion har risiko for at ophobe morfin i kroppen, og derfor anvendes typisk et andet opioid end morfin i behandlingen af akutte smerter for denne gruppe af patienter.

Kroppens reflekser ved akutte smerter

Når der opstår en skade på kroppen, løber der elektriske signaler til rygmarven og videre op til hjernen. Signalet fungerer som et faresignal, som kroppen skal reagere på. Så snart rygmarven registrerer faresignalerne, udsendes en refleks. Refleksen gør, at kroppen trækkes væk fra det, der skader den, fx at en hånd fjernes fra en varm kogeplade, så forbrændingen begrænses.

Nødvendigheden af akutte smerter

Smertesansen er en betingelse for at et menneske kan overleve. Det er meget få individer på verdensplan som fødes uden evnen til at føle smerter. Tilstanden hedder kongenit, eller medfødt analgesi.

Forløb efter akut smerte

Da akutte smerter forsvinder igen, giver de sjældent anledning til opfølgning. Langt de fleste kan hurtigt vende tilbage til hverdagen. Nogle skader kan give anledning til en kortere sygemelding, og selve ulykken kan udløse behov for opfølgende samtale med en terapeut, hvis der er opstået forskrækkelse eller psykisk traume.

Hvis smerterne fortsætter i over tre måneder, giver anledning til psykisk belastning og nedsætter evnen til at fungere socialt, kan det være fordi, at smerterne har udviklet til langvarige eller kroniske smerter. Der kan eventuelt være tale om udvikling af en smertesygdom.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig