Overrivning af akillessenen

Akillesseneruptur er en overrivning af akillessenen. Overrivningen sker ofte ved pludselige ryk og bevægelser ved fx badminton eller tennis. Akillesseneruptur ses ofte hos midaldrende personer. Senen kan vokse sammen af sig selv eller sys sammen.

Faktaboks

Etymologi

Ordet er sammensat af akillessene og ruptur, der kommer af latin rumpere 'at bryde'.

Også kendt som

overrevet akillessene, sprunget akillessene

Årsager

Akillessenen er kroppens stærkeste sene, og den kan tåle en belastning på 1000 kg før den overrives. Med alderen aftager styrken i akillessenen, og der kan evt. også være forandringer i senen (akillestendinose), der gør den svagere. Overrivningen sker sædvanligvis i forbindelse med en eksplosiv muskelsammentrækning, som ved tennis eller hurtigløb. Der høres ofte et lille smæld, når senen ryger, og der kan mærkes en forsænkning i vævet over rupturen.

Behandling ved overrevet akillessene

Der findes to forskellige måder at behandle en akillesseneruptur på.

Konservativ behandling

Ved konservativ behandling af akillesseneruptur, vokser den overrevne sene sammen af sig selv. Fodleddet fikseres med en støvle (ortose), hvor fodspidsen peger nedad (fleksion), så akillessenens overrevne ender trækkes sammen imod hinanden og giver en opheling, der forhindrer unødig forlængelse af senen.

Fleksionen i fodleddet reduceres gradvist, enten ved at justere bandagen, hvis den har dynamisk indstillelig fleksion af fodstøtten, eller blot ved at nedjustere hælforhøjelse løbende med trinvis udtagning af hælkiler.

Operation

Ved operation i lokal bedøvelse sys de to seneender sammen igen, og derefter fikseres foden med støvleortose, hvor fodspidsen peger nedad (fleksion), som senere justeres til neutral stilling. Ved operation bevares længden af akillessenen, men der er en risiko for infektion i såret.

Styrken af akillessenen genvindes først efter et års tid.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig