Vipeholmundersøgelserne

På dette tidspunkt var det ikke entydigt bevist, hvad der var årsagen til at folk fik hul i tænderne, og heller ikke hvad der kunne gøres for at hindre det. Derfor fik nogle svenske forskere til opgave af den daværende Medicinalstyrelsen i Sverige (svarende til Sundhedsstyrelsen i Danmark) at finde ud af, hvad der forårsagede karies, og hvordan det kunne forebygges. Undersøgelsen der løb over flere år blev kendt som Vipeholmundersøgelserne.

Det var stærke mistanker fra flere undersøgelser i mange lande om, at karies havde noget med kost at gøre. Nogen pegede på dårlig kost og vitaminmangel, mens andre mente, at sukker var årsagen. I Norge blev Thorbjørn Egners historie om tandtroldene Karius og Baktus, der lever af slik og brød, udgivet første gang allerede i 1941.

Det tyder på, at befolkningen vidste, at meget sukker ikke var godt for tænderne. Selvom mange tænkte, at sukker var en vigtig årsag til karies, var forskningsresultaterne ikke entydige, og ingen af teorierne var anset som videnskabeligt beviste.

Først ville forskerne teste teorien om at kost og mangelsygdomme kunne have indvirkning på karies. Der blev udviklet en grundkost, som skulle indeholde alle vigtige næringsstoffer og lidt sukker. Dette fik alle beboere. Personerne i forsøgsgrupperne fik endvidere ekstra vitaminer og mineraler. Alle beboere på institutionen havde ganske få huller i tænderne, og der var ingen forskel mellem dem, der fik ekstra vitaminer, og dem som kun fik grundkosten.

I forsøgets anden fase blev forsøgene udvidet til at teste, om kulhydrater havde betydning for kariesudviklingen. Beboerne blev nu inddelt i fire grupper. Gruppe 1 fik grundkosten og var kontrolgruppe. Gruppe 2 fik ekstra sukker i maden. Gruppe 3 fik ekstra sukker tilsat i brød, sådan at brødet blev sejt og sad fast på tænderne. Gruppe 4 fik forskellige varianter af slik fordelt i løbet af dagen. Gruppe 4 blev delt ind i undergrupper, der fik chokolade, karameller eller en specialfremstillet, sej karamelkugle, som var så stor, at den var umulig at synke og som satte sig fast i tænderne over længere tid. Hensigten hermed var at teste effekten af ekstremt meget sukker. Sukkerindustrien støttede forsøgene økonomisk.

Efter en tid så forskerne, at de forsøgspersoner, som havde spist meget sukker, fik langt flere huller i tænderne end de som fik grundkosten. Forsøgene pågik i to år, for at resultatet skulle være statistisk gyldigt, selvom de havde set tydelige resultater allerede efter 1,5 år. Gennem disse forsøg blev det bevist, at meget sukker forårsager huller i tænderne. Særlig ilde var det, hvis sukkeret blev indtaget mange gange om dagen.

Til sidst ville forskerne og sukkerindustrien finde ud om en "normal" sukkerindtagelse også kunne give karies. Forsøgene fortsatte derfor yderligere en tid. Det var dog svært at konstatere, hvad der var "normal" indtagelse af sukker, da dette varierede meget i befolkningen.

Generelt set var Vipeholmundersøgelserne meget væsentlige, fordi de afklarede den betydelige sammenhæng mellem sukker og karies på et tidspunkt, hvor forståelsen herom var begrænset. Da disse forsøg blev sat i gang, var der ikke egentlige etiske retningslinjer for forskning andet end den hippokratiske ed fra omtrent 400 fvt. Nürnbergkodeksen, der regulerer forskning på mennesker, blev publiceret i 1949 efter 2. Verdenskrig, og altså efter at Vipeholmstudierne var sat i gang.

Beboerne på Vipeholm blev omtalt som "åndssvage", eller "sinnesslöe" på svensk, og blev ikke set på som kvalificerede til at have nogen mening, om hvorvidt de skulle deltage i undersøgelserne eller ej. I Vipeholmstudierne blev ingen af patienterne behandlet med magt, og de patienter, som protesterede fysisk, slap for at være med. Derudover det var der ingen begrænsninger. Patienterne fik den behandling, som forskerne og personalet bestemte og var deltagere i studierne så længe de boede på institutionen. De som fik mest slik, fik meget ødelagte tænder, og ingen af patienterne fik repareret deres tænder, før efter at undersøgelsen var afsluttet.

Da undersøgelsen blev afsluttet kom der kritik mod, at sukkerindustrien var involveret økonomisk, da dette var med til at forsinke publicering af resultaterne. Sukkerindustrien var ikke interesseret i at folk skulle spise mindre slik. Resultaterne blev derfor ikke publicerede før i 1953, to år efter at studierne var afsluttede, og fire år efter at det var slået fast at sukker fører til karies.

Et vigtigt princip er, at deltagere i et forskningsprojekt skal give samtykke til at deltage. Samtykket er kun gyldigt hvis patienten er i stand til at forstå hvad hun samtykker til. Endvidere skal forsøgspersoner kunne trække sig ud af en undersøgelse, hvis de ønsker. Forsøg på sårbare grupper, som psykisk udviklingshæmmede og børn, er meget strengt reguleret. Der er generel enighed blandt forskere om, at en tilsvarende undersøgelse ikke ville kunne gennemføres i vore dage.